Jess Thorups afløser er fundet

Den kommende U21-landstræner bliver præsenteret på et pressemøde i Brøndby.

Jess Thorup i dialog med Yussuf Poulsen under EM-slutrunden i Tjekkiet. (Foto: Lars Poulsen)
Jess Thorup i dialog med Yussuf Poulsen under EM-slutrunden i Tjekkiet. (Foto: Lars Poulsen)

Dansk Boldspil-Union (DBU) har været på jagt efter en landstræner for U21-landsholdet i fodbold, siden Jess Thorup 12. juli forlod jobbet for at blive cheftræner for FC Midtjylland.

Nu er afløseren fundet, meddeler DBU i en pressemeddelelse.

Jess Thorups afløser bliver præsenteret torsdag klokken 13 ved et pressemøde i Fodboldens Hus i Brøndby.

I juni førte Jess Thorup det danske U21-landshold til en semifinaleplads ved EM i Tjekkiet.

Danmark vandt sin gruppe foran stormagten Tyskland efter sejre over Tjekkiet og Serbien samt et nederlag til netop Tyskland.

I semifinalen sluttede festen for det danske hold, der tabte 1-4 til Sverige. Svenskerne endte som europamestre.

Det danske hold talte spillere som Pierre-Emile Højbjerg, Yussuf Poulsen, Viktor Fischer og anfører Jannik Vestergaard.

Indleder EM-kvalifikationen mod Polen
Pladsen blandt de fire bedste ved EM udløste samtidig en billet til OL i Rio næste sommer.

Danmark har ikke været med i fodboldturneringen ved OL siden 1992.

Henrik Clausen, der var assistent for Jess Thorup, står i øjeblikket i spidsen for holdet.

U21-landsholdet indleder i oktober kvalifikationen frem mod EM i Polen i 2017.

Danmark er havnet i pulje med Rumænien, Wales, Bulgarien, Armenien og Luxembourg.

Først venter venskabskampe mod Ukraine og Tyskland i september.

Ekstra Bladet er naturligvis til stede i Fodboldens Hus i dag.

2 kommentarer
Vis kommentarer