Kæk Dolberg: - Åge kan vel ikke komme uden om mig

Tomålsskytten Kasper Dolberg sprudlede efter tirsdagens landskamp - Danmark har fået en spidsangriber med selvtillid

AALBORG (Ekstra Bladet): Normalt er Kasper Dolberg ikke en mand, der udviser de helt store følelser. Så har vi ikke skrevet for meget…

Men tirsdag aften var der noget anderledes og skarpskytten fra Voel.

På banen mod Luxembourg sprudlede han af selvtillid, var med i de fleste af Danmarks offensive aktioner og scorede to mål mod miniputterne. Det ene noget smukkere end det andet.

Kasper Dolberg har scoret til 3-0 - Henrik Dalsgaard, Robert Skov og Lukas Lerager er klar med hyldest. Foto: Lars Poulsen
Kasper Dolberg har scoret til 3-0 - Henrik Dalsgaard, Robert Skov og Lukas Lerager er klar med hyldest. Foto: Lars Poulsen
 

Da Kasper Dolberg mødte pressen efter venskabskampen, var det ligeledes en knægt, der sprudlede. Overskud til både store smil og kække svar.

- Hvis jeg bliver ved med score, så kan han (Åge Hareide, red.) vel ikke blive ved med at komme uden om mig, sagde Kasper Dolberg og grinede, da han blev bedt om at vurdere betydningen af at score to mål mod Luxembourg.

- Jeg synes, vi har en god konkurrencesituation på landsholdet. Vi har flere forskellige typer, så jeg er helt med på, at landstræneren bruger de spillere, der passer bedst til den enkelte kamp. Det kommer helt an på, hvad holdet har brug for. Jeg håber bare at blive ved med at være skarp, når der bliver kigget min vej, lød det fra Kasper Dolberg.

Kasper Dolberg var kølig foran kassen. Foto: Lars Poulsen
Kasper Dolberg var kølig foran kassen. Foto: Lars Poulsen
 

Selvtilliden er selvfølgelig medbragt fra det sydlige Frankrig, hvor den danske angriber har fået en glimrende indledning på karrieren i Nice.

Jo, jo, han mistede et ur i omklædningsrummet, men på banen har Dolberg leveret flere fine præstationer og har udmærket sig som franskmændenes klare førstevalg. Med to kasser i fem Ligue 1-kampe til følge.

- Du har ret. Det betyder utrolig meget at få fast spilletid og kvittere med mål. Det er det, jeg lever af. Jeg befinder mig godt i byen og klubben, og det er klart, at det er noget, man tager med sig hjem, lød det fra Dolberg, der blev udskiftet efter en time af tirsdagens venskabskamp. Det var der en helt særlig årsag til.

- Det var efter aftale med Åge Hareide og klubben, da jeg skal spille mod Paris Saint-Germain i weekenden. Det er én af de helt sjove kampe, og jeg må indrømme, at der har været en ring i kalenderen om den dato, lige siden jeg kom til Nice. Det er den helt store scene! Det er vel kun landsholdet, der er større.

Se Ekstra Bladets karekterbog fra landskampen herunder. Dolberg var helt i top:

Se også: Tre var helt i top - én havde problemer

Læs mange flere landsholdsnyheder herunder:

Se også: Danmark holdt legestue

Se også: Bulgarien og England sigtet efter skandalekamp

Se også: Skandalen eskalerer: Øverste chef går af

37 kommentarer
Vis kommentarer