Kan Danmark og i særdeleshed København både rumme tre gruppekampe ved næste års EM i fodbold samt Tour de France-starten inden for blot en måned?
Det er det helt store spørgsmål, som mange går og stiller sig selv i disse tider, hvor coronavirussen hærger over Danmark.
Og diskussionen er næppe blevet mindre, efter den tidligere danske landsholdsstjerne Michael Laudrup var ude i pressen og fortælle til TV3 Sport, at han ikke kunne se noget som helst problem med at afvikle både et EM og Tour de France samme sommer i Danmark.
Laudrup: Danmark må ikke opgive EM
Blandt andet er der blevet spekuleret i, om de to kæmpe events er placeret for tæt på hinanden. Tour-starten i Danmark står til at begynde 2. juli 2020, mens de tre gruppekampe i Telia Parken skal spilles 12., 17. og 21. juni, mens der er planlagt en ottendedelsfinale 28. juni i Parken.
Det er dog ikke datoerne, der kan gå hen og blive det helt store problem.
Artiklen fortsætter under billedet:
Kommercielle rettigheder kan spænde ben
Politiken kunne forleden berette om, at der er en række kommercielle interesser og rettigheder, som kan spænde ben for, at både Tour-starten og EM kan afvikles i sommeren 2021 i Danmark. Samtidig er der en masse sponsorater og praktiske forhold, som man skal have styr på.
De oplysninger stemmer overens med Ekstra Bladets oplysninger. Kilder fortæller således til Ekstra Bladet, at ASO og UEFA i øjeblikket er i de sidste stride forhandlinger om at kunne lande en aftale, så begge events kan afvikles på dansk grund.
Beslutningen bliver ifølge oplysningerne truffet inden torsdag 30. april, hvor UEFA senest skal have svar fra DBU og København om, hvorvidt man fortsat ønsker at afvikle kampene.
Artiklen fortsætter under billedet:
Tror på en aftale
Hos Dansk Erhverv har man fulgt forhandlingerne tæt fra sidelinjen, og her er meldingen klar. Der er både plads til både Tour de France og EM på dansk grund i sommeren 2021.
Således skrev direktør for Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, tirsdag følgende på Twitter.
'Selvfølgelig er der plads til både Tour de France og EM i fodbold i 2021. Faktisk er der mere plads og mere behov for sport, fest og gæster end nogensinde.'
Også Københavns Overborgmester, Frank Jensen, var tirsdag ved tasterne.
'Ja, vi er mange der husker og savner fodbold. Vi knokler i KBH for at sikre, at vores by kan være værtsby for både EM2021 og TdF. Vi vil skabe en sommer, som vi aldrig glemmer i 2021,' skriver han på Twitter.
Artiklen fortsætter under billedet:
Brian Mikkelsen og Frank Jensen bakkes op af Lars Ramme Nielsen, der er chef for turisme og oplevelsesøkonomi, Oplevelse & Velfærd hos Dansk Erhverv.
- Der er jo nogle kommercielle interesser, der gør, at man fra Tour de Frances side rent juridisk er udfordret her, og det er vi helt med på kan være en udfordring, men det er også en udfordring, der kan løses, siger Lars Ramme Nielsen til Ekstra Bladet.
- At vi har det på et fad, at vi kan få EM i fodbold i 2021, skal vi altså strække os vidt for at lykkes med, når vi er kommet så langt, siger han.
Ekstra Bladet har også været i kontakt med både DBU og Københavns Kommune i et forsøg på at få en kommentar om, hvordan forhandlingerne står til, men ingen af de involverede parter har ønsket at udtale sig.
Tilbage kan vi kun vente på, at der kommer en officiel afklaring på den store kabale, som skal gå op, så Danmark både kan være vært for Tour de France-starten og EM i fodbold i 2021.
Laudrup: Danmark må ikke opgive EM
DBU-boss: Vi knokler i døgndrift på at få EM til Parken