Fra giga-drop til historisk top!
Danmark er i EM-semifinalen. De otte-dobbelte tyske Europamestre er sendt hjem.
De danske EM-heltinder har slået Tyskland efter den værst tænkelige start og er i EM-semifinalen med en 2-1 sejr. De tyske europamestre er sendt ud og sensationen fuldendt.
Det startede ellers på værst tænkelige måde, da Danmarks målmand Stina Lykke efter blot to minutter totalt-droppede og gav tyskerne en drømmestart.
Men Danmark kæmpede sig tilbage og fik en perfekt start på 2. halvleg, da Nadia Nadim headede Danmark på 1-1.
Stine Larsen leverede et stærkt forarbejde på højrekanten, hvor hun holdt godt fast i bolden. Linjedommeren markerede for tysk frispark, og Dzsenifer Marozsan og Isabel Kerschowski stoppede med at spille.
Dommer Katalin Kulcsar undlod at fløjte, og så kunne Stine Larsen løbe mod baglinjen og sende bolden ind i panden på Nadim.
Derfra bølgede kampen frem og tilbage i et helt utroligt chance-show, hvor man skulle begrænse sig for ikke at råbe og skrige af de ekstremt underholdende scener.
Et rystet tysk mandskab sejlede nu rundt i forsvaret, og danskere havde mange chancer for at knockoute den tyske gigant.
De danske kontraangreb var farlige hver gang, og der var mange af dem.
En stor mulighed tilfaldt Katrine Veje. Et indlæg fra Nadim fandt vej over til den hurtige venstrekant, der fik banket bolden op på overliggeren.
Otte minutter før tid kom så den ultimative forløsning, da Theresa Nielsen helt umarkeret midt for mål kunne heade Danmark i EM-semifinalen.
- Det er det vildeste jeg har prøvet. Og jeg scorede et flot mål! Juhuu!, råbte matchvinder Theresa Nielsen lige efter sejren til DR.
Ti nervepirrende minutter senere sluttede den kamp, der skulle være sat i gang lørdag aften 20.45, men grundet vanvittige vandmasser blev udskudt til søndag.
Og her skete det helt vanvittige at Danmark chokerede fodbold-Europa og slog de forsvarende europamestre, stormagten Tyskland ud af EM! For første gang i 22 år bliver Tyskland ikke Europamester - og det er Danmarks fortjeneste. WOW!
Nu venter en semifinale torsdag mod enten Østrig eller Spanien.
Flere billeder fra den danske triumf:
Tårerne trillede efter triumf: 'Det er så sindssygt!'
Brøndby gør det allerede - nu vil FCK også være med
Voldsom debat om EM-damerne: Tøffe fatter ikke sammenligning
Superliga-trænernes egen dom: Her er de fire vigtigste ingredienser i vores sæson