Kamp i Amsterdam? Bestil tid i dag!

Din coronatest fra Danmark giver ikke adgang til stadion i Amsterdam, og derfor skal man bestille tid til en ny test i Holland på kampdagen

Kamp i Amsterdam? Bestil tid i dag!

Hvis du er blandt de heldige 4400 danskere, der skal på Johan Cruijff Arena, skal du holde tungen lige i munden - både når du skal ind i Holland, og når du skal ind til kampen.

De negative coronatestresultater, du har med dig fra Danmark, er nemlig ikke nok, når du skal på stadion.

Her gælder det, at du skal testes ved et af de 95 officielle teststeder ved navn Testen Voor Toegang.

Og testen skal tages på kampdagen, lørdag.

Man skal på forhånd bestille sin testtid, og da der er rift om testtiderne, gælder det om at gøre det allerede i dag.

Testtiden kan bestilles på www.testenvoortoegang.org.

Artiklen forsætter under billedet ...

Sådan ser teststedets logo ud, når du skal finde det. Foto: Tariq Mikkel Khan
Sådan ser teststedets logo ud, når du skal finde det. Foto: Tariq Mikkel Khan

Hvor vi derhjemme er vant til, at børn under 12 år er fritaget tests, skal man i UEFA-regi være opmærksom på, at den undtagelse kun gælder børn under fem år.

På UEFA's hjemmeside fremgår det, at også vaccinerede personer skal komme med en test fra Testen Voor Toegang.

Det er gratis at blive testet, og testen er en antigentest. Du får dit testsvar inden for en time, oplyser Testen Voor Toegang på deres hjemmeside.

Man kan have et testsvar med til stadion pr. telefon. Har du en person med uden telefon, for eksempel et barn, skal du huske at printe vedkommendes testsvar indeholdende en QR-kode.

Her kan du læse videre om UEFA's regler for adgang til stadion på lørdag.