Karakterne fra Skotland: Agger dumpede med et brag

Den jubilerende anfører spillede sin hidtil ringeste landskamp, da Danmark tabte til Skotland

Agger spillede sin landskamp nummer 75 i Glasgow - og har aldrig tidligere leveret så ringe en præstation i rødt og hvidt (Foto: Jens Dresling).
Agger spillede sin landskamp nummer 75 i Glasgow - og har aldrig tidligere leveret så ringe en præstation i rødt og hvidt (Foto: Jens Dresling).

Kasper Schmeichel 2

Spillede sig op, blandt andet med en fin redning på Steven Fletchers hovedstød, men havde en andel i skotternes åbningsmål og et par kiksede udspark.

Simon Kjær 4

Danmarks bedste spiller, som i modsætning til stort set alle sine holdkammerater var fejlfri i duellerne.

Andreas Christensen 3

Reddede Danmark fra at komme yderligere bagud, da han et kvarter før tid smed sin lange krop og blokerede et skud få meter fra Lössls bur.

Daniel Agger 1

Bekræftede i sin landskamp nummer 75, at jubilarer sjældent spiller godt. Faktisk spillede anføreren helt håbløst. Han kostede det skotske føringsmål efter dårlig timing og kommunikation og blev udskiftet efter 64 minutter.

Henrik Dalsgaard 3

Knap så overbevisende som i torsdags mod Island, men beviste igen, at han sagtens kan være fremtidens mand på højrekanten. God fysik, hurtighed, der matchede skotternes og masser af gåpåmod.

Pierre Emile Højbjerg 3

Ville en masse, når han modtog bolden, men langtfra alt lykkedes. Gode bolderobringer og sublimt drive med bolden trækker op; for dårlige pasninger trækker ned.

Christian Eriksen 3

Stod for kampens detalje, da han fandt Yussuf Poulsen i dybden med en fremragende set og vinklet stikning. Fik dog aldrig det danske offensive spil til at flyde.

Thomas Delaney 3

Fin fight som altid af FCK’eren, der ikke kom frem til så meget rent konstruktivt. Til gengæld matchede han på imponerende vis skotterne i hovedspillet.

Riza Durmisi 2

Brøndby-backen ville knap så meget som i sine tidligere kampe og så forsvinder hans store styrke. Havde problemer med at stå fast på den glatte plæne i Glasgow.

Nicolai Jørgensen 1

Tomålshelten fra Herning i torsdags kunne og burde have udbygget sin score i landsholdstrøjen, men intet gik FCK-stjernens vej på Hampden Park.

Yussuf Poulsen 1

Føj for en fuser fra Leipzig-angriberen, der kun gjorde sig bemærket én eneste gang i sine 45 minutter på banen: Da han på det skammeligste misbrugte en friløber på Christian Eriksens fornemme oplæg.

Jonas Lössl 3

Gjorde det fint i sin A-landsholdsdebut, men uha, hvor har den tidligere FCM-keeper det dog svært ude i feltet mod hovedspillets store drenge.

Martin Braithwaite 2

Burde have skaffet dansk udligning, men misbrugte på det skammeligste sin store hovedstødsmulighed. Gik langt bedre end Yussuf Poulsen med i opspillet.

Erik Sviatchenko 3

Fik en lille halv time på banen i sin nye hjemby og glimrede ved ikke at gøre tingene svære for sig selv eller holdkammeraterne.

Lasse Schøne UB

Fik kun få minutter på banen.

Åge Hareide 3

Nordmanden gav fornuftigt nok genvalg til det hold, der i torsdags indgød så meget tro på den danske landsholdsfremtid. Fornuftige indskiftninger – og ikke mindst udskiftninger af Agger og Yussuf Poulsen.

Ekstra Bladet var en tur i "det skotske hjørne" på The Dubliner efter kampen. Se de skotske sejrs-reaktioner her

31 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere