Karrieren er kørt i grøften

- Det er en befrielse at være sammen med landsholdskammeraterne efter en svær tid i Feyenoord, erkender Nicolai Jørgensen

I aften skal landsholdet i aktion mod Schweiz enten med eller uden Nicolai Jørgensen. Bliv klædt på til den svære udebanekamp her. Producer: Martin Lorentsen

ST. GALLEN (Ekstra Bladet): Når Åge Hareide taler med Nicolai Jørgensen, fokuserer han altid på de ting, angriberen har gjort godt.

Landstræneren hiver aldrig brændte chancer eller negative momenter frem, fordi han mener, at spillerne lærer mere og udvikler sig bedre, hvis fokus er på de gode ting. På alt det positive.

Meget tid på bænken
Lige i de her tider kan det være svært at finde mange positive momenter fra Nicolai Jørgensens klubkarriere. Den er mildest talt kørt en tur i grøften.

På landsholdet scorede han i efteråret mod Wales, sparkede på stolpen mod Irland og spillede rimeligt i den periode. Til gengæld har 2019 været en trist omgang.

Han har scoret ét mål for Feyenoord i årets tre første måneder. Samtidig er han røget meget ud og ind af holdet de første tre måneder af året.

- Siden Giovanni van Bronckhorst sagde, han stopper, har det været en mærkelig tid for mig i Feyenoord. Jeg fik chancen mod PSV Eindhoven, spillede en god kamp, men har siden været meget på bænken. Det har været svært at forstå. På den måde er min situation lidt speciel.

Nicolai Jørgensen har blot scoret tre ligamål i denne sæson. Foto: Lars Poulsen.
Nicolai Jørgensen har blot scoret tre ligamål i denne sæson. Foto: Lars Poulsen.
 

Kun tre mål i ligaen
- Efter tre-fire hårde uger er det en fantastisk glæde, ja nærmest en befrielse at komme hjem og være sammen med landsholdskammeraterne, siger Nicolai Jørgensen, der nægter at tro, det mislykkede skifte sidste år i januar til Newcastle har indflydelse på hans nuværende situation.

- Det påvirkede mig i kort tid, men slet ikke på den lange bane, påpeger han.

I sin første sæson i Feyenoord i sæsonen 2016/17 blev han topscorer i hele Æresdivision med 21 træffere, da Feyenoord samtidig vandt mesterskabet. Siden scorede han ti gange i sidste sæson, mens lavpunktet er nået i denne sæson. Her står han blot står noteret for tre ligatræffere.

Nicolai Jørgensen er altså på mindre end to år gået fra at være en af de bedste i den hollandske liga til her i 2019 at sidde på bænken oftere, end han spiller fra start.

- Inden jul havde jeg en rigtig god periode, men siden er jeg røget på bænken. Sådan er det i fodbold. Alle fodboldspillere oplever at sidde på bænken. Omvendt ved jeg, det kan hurtigt gå fra skidt til godt på meget kort tid. Det handler om at arbejde hårdt og målrettet for tingene, påpeger han.

Flere svagheder
Nicolai Jørgensen har altid fået lang snor af Åge Hareide. Han ventes også at spille fra start tirsdag mod Schweiz i gruppens sværeste udekamp. Lørdag var Jørgensen ligesom resten af landsholdstruppen bænket for at se Georgiens kamp mod Schweiz live.

- Jeg synes man så, at Schweiz har visse svagheder. De tager store chancer i opspillet. Det er noget, vi skal udnytte.

- Vi har været dygtige på omstillinger og scoret flere mål. De muligheder, vi får mod Schweiz, når de tager chancer, skal vi være dygtige til at udnytte, påpeger Nicolai Jørgensen.

31 kommentarer
Vis kommentarer