Kjær: Eriksen skal være mere egoistisk

- Vores spil er bygget op om Christian Eriksen, så han skal være på toppen, hvis vi skal besejre Polen, siger Simon Kjær

– Jeg ville ønske, Christian var mere fandenivoldsk og lidt mere egoistisk. Jeg ville gerne have han var en anden type, hvis du forstår mig rigtigt, siger Kjær. Foto: ritzau/Lars Poulsen
– Jeg ville ønske, Christian var mere fandenivoldsk og lidt mere egoistisk. Jeg ville gerne have han var en anden type, hvis du forstår mig rigtigt, siger Kjær. Foto: ritzau/Lars Poulsen

Det er kollektivet, der skal vinde fodboldkampe for Danmark og sikre VM-billetten til Rusland næste sommer.

Sådan har det altid været. Og sådan vil det også være i fremtiden for en lille fodboldnation som Danmark, der er gået glip af de to seneste slutrunder.

Men nu går kaptajn Simon Kjær trods alt skridtet videre og erkender, at Danmark får svært ved at få VM-billetten og sportslig succes, hvis ikke kreatøren Christian Eriksen er helt på toppen.

- Vi er afhængige af Christian. Vores spil er bygget op omkring ham. Han er blevet en voksen og moden spiller, der tager et utrolig stort ansvar, mener Simon Kjær.

Han kender Christian Eriksen gennem mere end syv år sammen i landsholdsregi. Kjær fik debut i juni 2009 mod Sverige, mens Christian Eriksen kom med for første gang i marts 2010 mod Østrig.

Lidt mere fandenivoldsk
Mens Kjær har taget ansvar som anfører og dirigerer defensiven, er Eriksen trådt i karakter som den offensive leder. Specielt efter skiftet fra Morten Olsen til Åge Hareide, hvor han nu i 12 landskampe har scoret otte mål.

- Hvis Christian rammer en god dag, spiller vi en god kamp. Der er sket så meget med ham fodboldmæssigt, og jeg synes, han er vokset utrolig meget i den her kvalifikation.

- Jeg har ikke spillet sammen med mange spillere, der er lige så komplette som Christian. Han kan tilføre noget til et hold, som ikke mange kan i Europa, mener Simon Kjær, der, sagt med et skævt smil, godt kunne tænke sig at se lidt mere spræl i Middelfart-knægten:

- Jeg ville ønske, Christian var mere fandenivoldsk og lidt mere egoistisk. Jeg ville gerne have han var en anden type, hvis du forstår mig rigtigt.

Han vil dog ikke placere hele ansvaret for landsholdets succes på Eriksens smalle skuldre.

- Den her trup har et enormt potentiale. Men vi skal naturligvis også bevise det på banen, og ansvaret alene skal ikke placeres hos Christian, siger Simon Kjær.

Fire i forsvaret
I 2-3-nederlaget mod Polen for ti måneder siden spillede Danmark med tre i bageste kæde, hvor spillerne tydeligvis savnede tryghed med systemet. De seneste to landskampe har Danmark dog spillet med fire bagude. Det ser også ud til at blive løsningen mod Polen.

- Jeg har i hele min karriere spillet i et firemandsforsvar, og det er jeg meget tryg ved. Men som fodboldspiller skal du være omstillingsparat, hvis træneren har andre ønsker, forklarer Simon Kjær.

For første gang i næsten to år kan Kjær og co. se frem til at optræde i en fyldt Parken.

- Det er fantastisk, at Parken bliver fyldt. Det her er en finale for os. Og det er den slags kampe, jeg glæder mig til at spille. Jeg sætter stor pris på at være med i kampe, hvor opbakningen også er stor, siger han.

Parkerer bussen
Til gengæld forventer landsholdets anfører ikke en modstander, der vil spille med, når Danmark blæser til angreb.

- De parkerede bussen og spillede med seks mand bagude, da vi mødte dem i Polen. Det kommer også til at ske i Parken. Jeg kan slet ikke forestille mig, de åbner og spiller mere offensivt, siger Simon Kjær, der i sommer skiftede til Sevilla, hans syvende klub i karrieren.

Ekstra Bladet dækker kampen mod Polen live fra klokken 20.45.

Se også: Se tallene: Derfor kører det for Eriksen  

Se også: Premier League-spiller ville væk: Agenten var til hestevæddeløb...

Brøndby har handlet stort ind til midtbanen i sommerens vindue. Blandt andet er den tidligere U21-landsholdsanfører Lasse Vigen Christensen hentet i England og Kasper Fisker i Randers. Foto: ritzau/Jens Dresling Sport og Spil Så presset er Superliga-klubberne og her skal de handle

1 kommentar
Vis kommentarer