Klar til kvartfinale efter straffedrama

Burkina Faso er første kvartfinalist i Africa Cup of Nations efter lang straffesparkskonkurrence mod Gabon

Burkina Faso-spillere jubler efter det sidste spark i straffesparkskonkurrencen. Foto: Charly Triballeau/Ritzau Scanpix
Burkina Faso-spillere jubler efter det sidste spark i straffesparkskonkurrencen. Foto: Charly Triballeau/Ritzau Scanpix
Følg Fodbold
Følg Landsholdsfodbold

Burkina Faso er som den første nation klar til kvartfinalerne i Africa Cup of Nations.

Det blev en kendsgerning efter en meget dramatisk straffesparkskonkurrence mod Gabon, hvor begge hold sparkede ni gange, inden vinderen var fundet.

Burkina Faso endte med at vinde samlet 8-7 efter 7-6 i straffesparkskonkurrencen.

Aston Villa-midtbanespilleren Bertrand Traore lignede ellers længe en matchvinder i den ordinære spilletid, efter at han efter 27 minutter bragte Burkina Faso på 1-0.

Han blev sendt i dybden på en friløber og scorede i det tomme net, da Gabon-keeper Jean-Noel Amonome løb ud af sit felt i forsøget på at stoppe Traore.

Ti minutter tidligere havde Traore ellers fået en skurkerolle, da han misbrugte et straffespark ved at sparke på overkanten af overliggeren.

Gabon, hvis største stjerne, Pierre-Emerick Aubameyang, har forladt slutrunden på grund af hjerteproblemer, fik sværere betingelser i jagten på et comeback, da holdet midt i anden halvleg blev reduceret til ti spillere.

Sidney Obissa modtog sit andet gule kort og dermed også rødt, men trods en mand i undertal formåede Gabon at udligne i de døende minutter af opgøret.

Det skete på et selvmål i 91. minut, da den tidligere AGF- og Sønderjyske-spiller Adama Guira hårdt presset headede bolden i eget net til 1-1.

Den forlængede spilletid gav ingen mål, og så måtte spillerne til 11-meterpletten for at finde vinderen.

Her misbrugte Gabon tre forsøg, og så kunne Ismahila Ouedraogo til sidst skabe vild eufori i Burkina Faso.

Burkina Faso har aldrig vundet turneringen, men var tæt på med finalepladsen i 2013. Fire år senere blev det til bronze.

I søndagens sene ottendedelsfinale vandt Tunesien overraskende med 1-0 over Nigeria. Youssef Msakni blev matchvinder med et langskudsmål i en situation, hvor Nigeria-keeper Maduka Okoye ikke så alt for godt ud.

Den dansktunesiske Brøndby-spiller, Anis Slimane, fik 94 minutter på banen, før han blev skiftet ud sent i tillægstiden.

Tunesien og Burkina Faso tørner sammen i kvartfinalen på lørdag.

Mere fra Ekstra Bladet+

Den danske model er i fare, hvis ikke en masse tyk beton fjernes

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Udforsk Ekstra Bladet+