Knivskarp kaptajn: Jeg har aldrig været bedre

- Jeg forventer ikke, det her er min sidste kvalifikation, der er mange gode år i mig endnu, siger landsholdets mest erfarne, Simon Kjær

Bliv klædt på til landsholdets svære udebanekamp mod Schweiz her. Producer: Martin Lorentsen

BASEL (Ekstra Bladet): Med stift og fokuseret blik tog Simon Kjær plads på podiet med Kasper Schmeichel og Åge Hareide som sidekammerater.

Landsholdets mest erfarne spiller har prøvet det så mange gange før. De ensformige og trivielle pressemøder er også en del af livet som professionel. Når kvalifikationen skydes i gang med den svære udekamp her i Basel, er det sjette kvalifikation med Simon Kjær.

Fra en mere anonym rolle i starten til at være ham, der nu svinger taktstokken og går forrest i Danmarks kamp for at komme til EM næste sommer, hvor to af gruppekampene skal spilles i Parken.

Ryger ind i top-10
På dagen, hvor landsholdets kaptajn runder de 30, har han også ramt toppen af sin karriere efter snart 500 kampe på højeste internationale niveau. Han runder samtidig landskamp nummer 87 og stryger direkte ind på top-10 ranglisten over spillere med flest landskampe.

- Jeg har aldrig været bedre, end jeg er lige nu. Det vurderer jeg ud fra den sæson, jeg har spillet kombineret med min fysiske og mentale tilstand. Jeg har det godt, hvor min familie og jeg befinder os i livet lige nu, forklarer han.

Simon Kjær har i Åge Hareides regeringsperiode ikke kun udviklet sig som landsholdets store leder, han er blevet en markant skikkelse i omklædningsrummet, hvor han i kraft af anførerjobbet har en afgørende stemme.

En fokuseret og sammenbidt Simon Kjær på pressemødet forud for tirsdagens EM-kvalifikationskamp mod Schweiz. Foto: Lars Poulsen.
En fokuseret og sammenbidt Simon Kjær på pressemødet forud for tirsdagens EM-kvalifikationskamp mod Schweiz. Foto: Lars Poulsen.
 

Altid med på råd
Det var også kaptajnen, der under VM-slutrunden tog initiativ til at sende Jonas Knudsen hjem på lynvisit til Danmark, da han blev far. Landsholdskammeraterne sponserede et taxafly.

Simon Kjær er også med på råd, når Hareide træffer beslutninger. Landstræneren har allieret sig med Kjær, Eriksen og Schmeichel som de tre rutinerede, der har stor medindflydelse på, hvad der foregår når landsholdstruppen er samlet.

Kjær har aldrig været typen, der råber op uden for banen, men han er trådt meget mere i karakter, efter han fik anførerbindet for to år siden.

-  At få anførerbindet har udviklet mig både som spiller og menneske, mener han.

Selv om Simon Kjær nu runder 30, har han bestemt ingen planer om den nuværende kvalifikation skal være den sidste for hans vedkommende.

- Det vil være alt for tidligt at trække stikker. Der skulle gerne være masser af god fodbold tilbage i mig, siger han med et skævt smil.

Landstræner Åge Hareide tager sin anfører, Simon Kjær, med på råd, når der skal træffes beslutninger. Foto: Lars Poulsen.
Landstræner Åge Hareide tager sin anfører, Simon Kjær, med på råd, når der skal træffes beslutninger. Foto: Lars Poulsen.
 

Konflikten kostede dyrt
Det er i Simon Kjærs tid som anfører landsholdet har været ude i store kriser i forhold til samarbejdet med DBU. Anføreren har stået forrest og forsvaret spillerne og taget de tæsk, der har været nødvendige. Det kostede knubs og alvorlige ridser i lakken sidste efterår, da konflikten var på sit højeste.

Simon Kjær kæmpede for en kollektiv landsholdsaftale, så landsholdsspillerne også i fremtiden honoreres ens uanset status i truppen.

- I forbindelse med konflikten nåede vi bunden. En gang imellem må man bare lægge sig fladt ned og tage de tæsk, man får. Nu er vi kommet videre og ser fremad. Det har været godt at få Peter Møller ind i en direktørrolle, siger Simon Kjær og uddyber:

- Vi spillere skal være åbne, imødekommende og stå til rådighed. Det er en del af vores job. Sidste mandag ved fan-arrangementet var et godt skridt på vejen. Jeg fornemmer populariteten er opadgående, men den kunne heller ikke komme længere ned, siger anføreren med et skævt smil.

Det siger de om Kjær

”Simon har virkelig løftet sig som anfører. Fra ham, der ikke sagde mest til ham, der nu styrer tingene.

Jeg har stor respekt for det ansvar, Simon har påtaget sig både på og udenfor banen. Han har gjort det fantastisk og i kraft af rutinen er han mere selvsikker. Han optræder som en anfører med stor autoritet.”

Nicolai Jørgensen.

-

” Han er lidt af den gamle skole, men et forbillede som leder. Jeg har kæmpe respekt for Simon. Både som menneske og spiller. Han har taget rigtig mange kampe for det her hold de seneste år. Ingen skal være i tvivl om, hvor stor betydning han har haft for den her trup”

Thomas Delaney

-

”Jeg mødte Simon første gang på U21-landsholdet, hvor han kun spillede en kamp, før han rykkede op til de voksne. Det taler for sig selv, at han er blandt de ti spillere med flest kampe for Danmark, og han er vores anfører. Han er lederen i gruppen og ham alle lytter til. Det siger meget om hans karakter. Han bliver sikkert flov over, at jeg siger det: Han er en rigtig god spiller og anfører.”

Kasper Schmeichel

-

”Jeg foretrækker en markspiller som anfører og kunne vælge mange. Men Simon har erfaringen til at være anfører. Jeg er meget tilfreds med ham.

Åge Hareide

Tre veje til at besejre Schweiz

1. Hurtige omstillinger

Christian Eriksen får helt sikkert Granit Xhaka som overfrakke. Men kreatøren får en afgørende rolle, når spillet hurtigt skal vendes. De hurtige omstillinger kan fange schweizerne i ubalance. Der var flere tilløb til farlige situationer i lørdags for Georgien, men de savnede offensiv kvalitet til at udnytte det. Den kvalitet har danskerne.

2. Aggressivt pres

Åge Hareide forventer, at Schweiz er lidt trætte efter den lange rejse hjem fra Georgien natten til søndag. Derfor kan en af vejene til dansk succes være et meget aggressivt pres, som kan overrumple hjemmeholdet. Danskerne skal sidde direkte i haserne på hjemmeholdet fra starten. Det kan give bolderobringer højt på banen og stresse dem.

3. Udnyt den risikobetonede spillestil

I lørdags mod Georgien spillede schweizerne både med tre og fire i bagkæden. Men uanset hvordan de stiller op, er det til tider en risikobetonet spillestil, de praktiserer. Der er muligheder for danskerne i de situationer, fordi flere af spillerne i bagkæden tager store chancer. Læg dertil, at anfører Stephan Lichtsteiner efterhånden er blevet 35 og ikke længere er blandt de hurtigste.  

 

Nicolai Jørgensen tror, at det er tiden for en ny udfordring til sommer. Efter tre år i Feyenoord skal han prøve noget nyt. Foto: Lars Poulsen. Landsholdsfodbold - 26. mar. 2019 - kl. 13:37 Karrieren er kørt i grøften

Se også: Hareide gruer: - Jeg er bekymret og bange for spillerne

 

14 kommentarer
Vis kommentarer