På den ene side taler Kasper Hjulmand om, at landsholdet drømmer og arbejder for at vinde noget. Det er det, der er den helt store motivation, hver gang han samler sine spillere.
Her står EM-triumfen i 1992 som den helt store inspirationskilde for det nuværende landshold.
- Vi er en lille nation på under seks millioner indbyggere. Vi forsøger hele tiden at at optimere alt, hvad vi kan, fordi vi gerne vil vinde noget. Det er, hvad vi kæmper og drømmer om, siger Kasper Hjulmand.
På den anden side taler landstræneren også om, at det kan blive en meget kompliceret kamp søndag mod verdensranglisten nummer 115, Kasakhstan.
Selvfølgelig skal man have respekt for alle modstandere. Men bundlinjen er, at der ikke er noget undskyldninger for Danmark, når de møder Kasakhstan.
Alt andet end en sejr over fodbold-lilleputterne vil være en kæmpe fiasko. Uagtet at det foregår på kunstgræs i Astana.
Nuvel blev sejrene i 2005 og 2017 ikke store, men Danmark vandt 2-1 og 3-1, da de mødte Kasakhstan på udebane.
- Vi ved, vi er favoritter, og den rolle påtager vi os. Men det kan godt blive lidt kompliceret for os. For de er godt organiserede, de er kompakte, og så slås de for hinanden.
- Vi er meget fokuserede på den her opgave og ved, hvad vi skal gøre, siger Kasper Hjulmand, der sammen med spillerne brugte hele fredagen på at rejse.
En afstand på 5044 km fra Parken, en flyvetur på mere end syv timer og en rejse gennem fem tidszoner, fortæller lidt om den udflugt det danske landshold er på.
Det er tredje gang i løbet af 18 år, at Danmark har trukket ’nitten’ og den lange rejse til Kasakhstan. Men i modsætning til de to foregående gange spiller de ikke i Almaty, men i hovedstaden, Astana.
Men det giver slet ingen mening, at Kasakhstan spiller med i de europæiske turneringer under UEFA, det europæiske fodboldforbund.
Verdens niendestørste land arealmæssigt ligger meget tættere på Asien og burde høre ind under det asiatiske fodboldforbund.
For ikke nok med, at det er en lang og besværlig rejse, så giver det ikke meget tid til restitution for spillerne, fordi de to kval-kampe nu er presset ind i løbet af syv dage.
- Om Kasakhstan skal være med i UEFA har jeg ingen holdning til lige nu.
- Jeg tænker på, hvordan vi kan forberede os til kampen og vinde den. Men selvfølgelig er der meget rejseri til sådan en kamp.
- Og Kasakhstan har haft to hjemmekampe her i starten, hvilket er en fordel for dem, siger Kasper Hjulmand.
Ikke nok med den lange rejse, så venter der også en kunstgræsbane i Astana Arena, hvor der er plads til 30.000 tilskuere på den overdækkede arena, der blev bygget i 2009 og er hjemmebane for det Kasakhstanske landshold.
Der ventes udsolgt til søndagens opgør mod Danmark, hvor spillerne og de medrejsende 100 danske fans ikke kommer til at fryse, fordi taget vil være rullet over.