Krænker landsholdet ulovligt før EM

Flere virksomheder krænker DBU's rettigheder med forskellige kampagner, skriver unionens kommercielle direktør

Det danske landshold bliver brugt i kampagner af virksomheder, der ikke har rettighederne til det. Foto: Jens Dresling/Polfoto
Det danske landshold bliver brugt i kampagner af virksomheder, der ikke har rettighederne til det. Foto: Jens Dresling/Polfoto

Flere brands og virksomheder har lavet kampagner for at vise deres støtte til det danske landshold ved sommerens EM, selvom de ikke har haft tilladelse til det. Det får nu DBU til at reagere.

Det skriver unionens kommercielle direktør, Ronnie Hansen, i et opslag på LinkedIn, lige som Bureaubiz også skriver om det.

Nogle af disse kampagner strider nemlig mod DBU’s rettigheder, som er beskyttede og kun gives til deres partnere såsom Carlsberg og Hummel - “virksomheder, der investerer i dansk fodbold året rundt,” som Ronnie Hansen skriver.

- Hvis ikke vi beskyttede vores rettigheder meget nidkært, ville vi ikke have partnere - og så ville vi ikke kunne drive vores landshold, vores børnefodbold og vores talentudvikling.

- Antallet af krænkelser af vores rettigheder er omfattende på nuværende tidspunkt, her lige inden vi går i fuld EM-mani. Alene her til morgen, har jeg sendt skrivelser til et landsdækkende alarm-firma, en ølproducent, en bolcheproducent, en producent af "EM-pakker", et globalt tøjbrand, en ejendomsmægler og to elektronikkæder, skriver DBU’s kommercielle direktør, Ronnie Hansen, på LinkedIn.

Over for Bureaubiz forklarer direktøren, at DBU har sendt i omegnen af 10 breve ud til forskellige brands og virksomheder, for at få dem til at stoppe kampagnerne.

Danmark skal ved sommerens EM møde Finland, Belgien og Rusland. De spiller første kamp mod Finland lørdag den 12. juni i Parken.

Hjulmand-status inden EM: Hjemmebanefordelen, at ville gå hele vejen og 9’er positionen

Tv-fodbold uden VAR? Alle 2. divisionskampe kan ses live i Ekstra Bladet+