Krohn med Barca-boost

Efter en besværlig sæsonstart fandt Michael Krohn-Dehli i weekenden sin absolutte topform - lige før den afgørende EM-kvalifikationskamp mod Portugal

Michael Krohn-Dehli (bagerst i billedet) morer sig over Lars Jacobsens 'boldkunstnerier'. (Foto: Lars Poulsen)
Michael Krohn-Dehli (bagerst i billedet) morer sig over Lars Jacobsens 'boldkunstnerier'. (Foto: Lars Poulsen)

HELSINGØR (Ekstra Bladet): Lidt almindelig sund fornuft siger, at hvis man kan slå Barcelona - et af verdens bedste fodboldhold overhovedet - den ene uge, så kan man også slå Portugals landshold den næste. Sådan burde det i hvert fald være.

Og når man som Michael Krohn-Dehli tog ikke alene en sejr over Barcelona med sig i bagagen fra Sevilla til landsholdssamlingen i Helsingør, men var selve Sevillas offensive omdrejningspunkt med et mål og en assist i 2-1-sejren over Barcelona, så tager man et godt rygstød med sig til den afgørende EM-kvalifikationskamp i Portugal.

Se også: Nedlagde Barcelona: Vild spansk hyldest til Krohn-Dehli

- Det var en god oplevelse. Vi vinder over et af de bedste hold i verden, så det kunne godt være dårligere, siger den danske kreatør med en vis tilfredshed.

- For mig personligt var det selvfølgelig også en dejlig kamp. På det sidste har jeg fået lov til at spille noget mere, er kommet fornuftigt fra det og leveret nogle ok præstationer. Og så var det dejligt at ramme dagen fuldstændig i sådan en kamp, selvfølgelig dejligt at få scoret og også lægge op.

Krohn-Dehli havde lidt problemer med skader og manglende spilletid efter skiftet fra Celta Vigo til Sevilla, og de to seneste uafgjorte EM-kvalkampe for landsholdet var resultatmæssigt noget hø. Krohn-Dehli fik oven i købet på puklen af landstræner Morten Olsen for, der i den forgangne uge har sagt, at Sevilla-spilleren skylder et par gode landskampe.

Se også: Krohn-Dehli sænkede Barcelona

Nu er den 32-årige playmaker dog der, hvor han skal være, både i forhold til spilletid og form.

- Jeg havde lidt problemer i opstarten, selvfølgelig lidt ærgerligt ikke at kunne træne ordentligt igennem. Der har været lidt skader, som har gjort, at det har været svært at komme på hold. Efter de sidste to landskampe synes jeg, at jeg er kommet i bedre form, flere minutter i benene, så bliver man også skarpere, siger Krohn-Dehli, der accepterer landstrænerens kritik uden at gå i spåner.

- Jeg er med for at turde tage fat i bolden og sørge for, at spille flyder. Når det så ikke lige kører, er jeg også en af de første, der får først på munden. Det er også fint nok. Det har jeg ingen problemer med.

- Det er jo ikke fordi, jeg ikke har kunnet sove af den grund. Man vil jo altid gerne spille godt, og jeg var selvfølgelig ikke tilfreds med de sidste par kampe. Mod Albanien synes jeg egentlig, jeg spiller en ok 2. halvleg, men man vil jo helst gerne spille hele, gode kampe. Og som hold ville vi selvfølgelig gerne have haft nogle andre resultater, siger Krohn-Dehli.

Se også: Olsen: Krohn-Dehli skylder et par gode kampe

Noget vendepunkt mener offensiv-spilleren ikke, at Barcelona-kampen var.

- Jeg var kommet godt i gang før det. Jeg håber selvfølgelig, det kan give et boost. Men jeg ved jo også, hvordan det fungerer. Den ene uge er man helt, den anden er man den store skurk, lyder det med et skævt smil fra landsholdsfløjen.

4 kommentarer
Vis kommentarer