Kvist: Vi er på ingen måder grådige

Det udspil DBU har lagt frem ligner mere en lønnedgang på 25 % i forhold til de 17 %, som de har meldt ud, fastslår William Kvist

William Kvist mener ikke, at landsholdsspillerne er grådige i forhold til de krav, Spillerforeningen er kommet med til DBU. (Foto: Lars Poulsen)
William Kvist mener ikke, at landsholdsspillerne er grådige i forhold til de krav, Spillerforeningen er kommet med til DBU. (Foto: Lars Poulsen)

William Kvist har nok at se til for tiden. Han er netop vendt tilbage fra en skade og jagter lige nu den rigtige side af nedrykningsstregen, hvor seks point skiller succes fra fiasko.

Samtidig er han blevet far for otte uger siden, så på den private front er der mange glæder og udfordringer for den 30-årige midtbanespiller, der samtidig er dybt involveret i den aktuelle konflikt med DBU om en fremtidig aftale for landsholdsspillerne.

Som landsholdets viceanfører sidder han ikke med ved forhandlingsbordet, fordi hverdagen skal passes i Wigan, men han er opdateret i forhold til forhandlingerne med DBU.

Bidrager til besparelserne
- Vi er på ingen måder grådige. Vi har hele tiden sagt, vi også vil bidrage med besparelser. Derfor har vi også foreslået, vi fjerner nogle af de faste omkostninger til os spillere ved at reducere vores tilskuerbonus, forklarer William Kvist og uddyber:

- Vi er af den opfattelse, at vi også skal bidrage til besparelserne, hvis vi ikke præsterer på banen og kvalificerer os til EM eller VM. Men hvis vi kvalificerer os til en slutrunde, tjener DBU mange flere penge. Og så finder vi det rimeligt, vi får del i dem, siger William Kvist til Ekstra Bladet.

Se også: Landsholds-forhandlingerne genoptages

Kvist og holdkammeraterne har tilbudt at reducere tilskuerbonussen fra 1,30 kr. pr tilskuer til 1,10 kr. i kvalkampe og til 80 øre i venskabskampe. Den øvelse kan give DBU en besparelse på tre mio. kr. over tre år, hvis landsholdet ikke kommer med til en slutrunde.

Hverken for ham eller landsholdskammeraterne er pengene afgørende for glæden ved at spille på landsholdet. Honoraret fra DBU er ikke incitamentet for at optræde i rødt og hvidt.

- Slet ikke. På ingen måder. Det her handler ikke om penge for os i landsholdstruppen. Det handler om, at vi også vil behandles på en fair og rimelig måde, fastslår han.

William Kvist ses her i aktion under den vigtige EM-kvalifikationskamp mod Serbien. (Foto: Lars Poulsen)
William Kvist ses her i aktion under den vigtige EM-kvalifikationskamp mod Serbien. (Foto: Lars Poulsen)

DBU har længe slået fast, at udspillet til landsholdsspillerne er en nedgang på 17 procent. William Kvist har nærstuderet DBUs udspil. Og han tolker det en smule anderledes.

- Jeg mener det nærmer sig en nedgang på 25 procent. Misforstå mig ikke. Vi vil gerne bidrage, som vi også gør med det udspil, vi har lagt frem. Her sparer DBU én mio. kr. om året, hvis vi ikke kvalificerer os til en slutrunde, understreger han.

Se også: Spillernes opråb: Besynderlig taktik, DBU

Afviser midlertidig aftale
William Kvist og landsholdets spillerråd har afvist den model, DBU har fremlagt, hvor man kan lade den nuværende aftale løbe videre og forhandle igen efter de to landskampe mod USA og Frankrig.

- En midlertidig forlængelse af den nuværende aftale, vil være som at tisse i bukserne. Det vil være håbløst at sætte os under et ekstra pres frem mod EM-kval-kampen mod Serbien i juni. Det ønsker vi ikke. Til den tid skal alt være afklaret, så vi ikke skal bekymre os om landsholdsaftalen. Mod Serbien står der trods alt så meget på spil, påpeger William Kvist.

35 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere