Landsholdet flået fra hinanden: Mareridtsagtigt, Danmark!

En enig dansk presse langer ud efter svagt spillende Danmark, hvor både spillere og træner får på puklen. Hør dommen over Olsens drenge her

Pierre-Emile Højbjerg er blandt de danske spillere, der får kritik for sin præstation i Jerevan mandag aften. (Foto: Lars Poulsen)
Pierre-Emile Højbjerg er blandt de danske spillere, der får kritik for sin præstation i Jerevan mandag aften. (Foto: Lars Poulsen)

Daniel Agger sukkede, Nicklas Bendtners pandefolder var dybe, og Morten Olsen var decideret irriteret.

Reaktionerne efter landskampen mod Armenien mandag aften fortalte en soleklar historie om et resultat, der bare ikke var særligt brugbart. At Danmark tilmed havde spillet dårligt, gjorde ikke humøret bedre i den danske lejr.

- Det er det laveste niveau, vi har leveret på bolden i min tid som landstræner. Det var forfærdeligt at se på og jeg forstår, at medierne vil kritisere os, sagde landstræneren kort efter kampen. Og det gør medierne. I samlet flok.

Det gennemgående tema er manglende kvalitet, og at det er ærgerligt ikke at komme til EM (hvis det skulle ende sådan), men at Danmark i skrivende stund ikke har meget at gøre ved slutrunden, når spillet ikke er bedre.

Ekstra Bladets sportsredaktør og kommentator, Allan Olsen, er blandt de hårdeste kritikere i sin kommentar.

- Hvis det danske landshold havde været en bil, så var den for det første dumpet med et brag til syn - og for det andet var det tvivlsomt, om man kunne få udbetalt en skrotpræmie! De to afsindigt svage kampe mod Albanien og Armenien har i hvert fald med al tydelighed vist, at Morten Olsens tropper under ingen omstændigheder er et køretøj, der selv finder vej til Frankrig og næste års EM, skriver han og tilføjer, at 'det, der blev leveret i Jerevan, var lige til skammekrogen'.

Indstillingen manglede
På BT hæfter sportschef Jacob Staehelin sig ved, at landsholdet i hans optik ikke virker 'som en særlig glad størrelse'.

- Og det sørgelige er, at der ikke er en anden forklaring end manglende kvalitet. Tørre baner, knoldede baner, dårlige dommere, heldige modstandere, skader - glem det. Manglende kvalitet er forklaringen, skriver han.

Portugal gav Danmark en hjælpende hånd

Fodboldredaktør på Politiken Søren Olsen er forundret og irriteret over den forskel i indstilling, der var på de to hold i Jerevan.

- Det mest kritisable var, at indstillingen var så markant forskellig på de to hold. Armenierne, der 'kun' havde æren at spille for, gik aggressivt til værks, de ville vinde duellerne og gjorde det ofte. Det danske presspil var i perioder ikkeeksisterende, danskerne var for langt fra armenierne, og de virkede tøvende og trak sig tilbage, skriver han.

Morten Olsen havde meget at se til fra sidelinjen mandag aften. (Foto: Lars Poulsen)
Morten Olsen havde meget at se til fra sidelinjen mandag aften. (Foto: Lars Poulsen)
 

- Der arbejdes, men det impulsive, det overraskende og det uventede skulle man kigge i vejviseren efter. Og i en kamp, hvor det er påkrævet at score mål, er det tragikomisk, at de to mest opløftende præstationer kom fra en venstre back og en keeper, skriver Jacob Staehelin videre.

Mareridtsagtigt
En stribe spillere får voldsomt lave karakterer, mens Brøndbys Riza Durmisi er eneste lyspunkt.

- At se ellers begavede boldspillere som Krohn-Dehli, Nicolai Jørgensen og Pierre-Emile Højbjerg kikse så fælt med ellers simple aktioner, var helt mareridtsagtigt. Farveløst, fantasiløst, fartblindt og forfærdeligt. Kantspillet? Fraværende, skriver Allan Olsen, der finder enighed hos Søren Olsen, der sender en salve afsted mod landstræner Morten Olsen:

- Det var de danske spillere, der skulle have været mest tændt, vist vindervilje og gejst. Have sat sig igennem i nærkampene og flyttet sig rigtigt for hinanden. Det er Morten Olsens ansvar, at det ikke var tilfældet i en kamp, der hurtigt vil blive glemt. Det var en ringe præstation, skriver han.

Pierre-Emile er flov: Undskyld, Danmark!

Jyllands-Postens sportsredaktør, Christian Thye-Petersen, stiller to væsentlige spørgsmål:

- 1. Er man nået dertil, hvor man siger, at Danmark bare ikke er bedre? 2. Vil Danmark overhovedet være en berigelse af slutrunden i Frankrig? Man kan nøjes med et svar: I den aktuelle tilstand vil EM ikke savne Danmark, skriver han.

Mangler slutrunde-formatet
Og det er en holdning, der har bred opbakning på redaktionsgangene i det danske medielandskab denne tirsdag.

- Imidlertid må vi konstatere, at Danmark ikke har slutrunde-format lige nu og risikerer at blive stoppet på rejsen mod Frankrig i et par playoffkampe i november, hvis Danmark slutter på tredjepladsen i kvalifikationsgruppen, skriver Søren Olsen.

Nicklas Bendtner ærgrer sig efter en afbrænder. (Foto: Lars Poulsen)
Nicklas Bendtner ærgrer sig efter en afbrænder. (Foto: Lars Poulsen)
 

Vi er blot europæisk middelklasse

TV 2 Sportens kommentator, Morten Bisgaard, skuer fremad og vurderer, at det er mentalt, det danske hold skal rejse sig inden kampen mod Portugal i oktober.

- Lige nu venter der landsholdets trænerteam en stor opgave. Spørgsmålet er hvorfor danskerne var så nervøse. For mig virker det som om, at trænernes peptalk havde gjort dem bange.

- Nu skal trænerteamet så ved næste samling forsøge at rejse holdet og give dem selvtillid. Desværre er det ikke noget man kan træne sig til. Kampen mod Armenien viste, at det var på det mentale plan, at det danske hold ikke kunne være med, skriver han.

Efter to ringe kampe: Sådan kommer Danmark til EM

Slutprogrammet i gruppe I

8. oktober:

Albanien-Serbien

Portugal-Danmark

11. oktober:

Armenien-Albanien

Serbien-Portugal