Hele Danmarks hjemmebane. Det er sådan TV 2 har markedsført sig gennem årene.
TV-stationen har været dygtige til at samle danskerne om de store begivenheder. Og det skal nu ske igen.
Efter otte års fravær er landsholdet tilbage på TV 2 frem til sommeren 2028.
TV 2 har købt landsholdsrettighederne for et årligt beløb i niveauet 160 mio. kr. Altså en aftale til en værdi i underkanten af én milliard kroner.
TV-stationen på Kvægtorvet gør klar til at skrue op for dækningen de kommende år.
Når TV 2 sender sin første kamp ved Nations League 3. juni, hvor Frankrig møder Danmark, bliver det med et kæmpestort setup.
TV 2 ventes at stille med i omegnen af 15 udsendte medarbejdere til de to første udekampe mod Frankrig og Østrig.
- Vi vil gerne give den alt, hvad den kan trække.
- Med vores dækning vil vi gerne signalere, at vi er helt nede på jorden. Derfor kommer vi til at sende casual TV, så det bliver ikke et stift setup med jakkesæt og slips, siger TV 2’s fodboldredaktør Carsten Werge, der tilføjer:
- Det skal være TV med godt humør tilsat god humor. Og så vil vi skarpvinkle. Men hensigten er også, at vi vil overraske seerne lidt undervejs, forklarer Carsten Werge.
Thomas Kristensen og Morten Bruun bliver de faste kommentatorer, når landsholdet spiller. Sådan bliver det også 3. juni mod Frankrig, hvor Jon Pagh er sidelinjereporter, mens Morten Ankerdal er studievært på sidelinjen med Jonas Hebo som ekspert ved sin side.
Under hele Nations League i juni laver TV 2 et studie i Fælledparken med Camilla Martin, Brian Laudrup, Kenneth Perez samt Mads Junker vil sætte tingene i perspektiv.
Det bliver en stor event med storskærmsarrangement i Fælledparken i de ti dage, hvor der spilles fire kampe i Nations League.
- Vi vil bestræbe os på at have et studie både på ude- og hjemmebane, når landsholdet spiller, siger Carsten Werge.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Fjerde afsnit af Blodbold er på banen. Her kan du høre om den helt centrale rolle, Michel Platini spillede, da Qatar fik VM.