Landsholdets vildeste uge: 'En masse tårer'

Christian Eriksens skæbne har sat livet i relief for Jannik Vestergaard

I landsholdets lange historie har der næppe været en mere dramatisk uge end den, der nu går på hæld.

På et øjeblik blev alle forventninger, drømme og ambitioner om et dansk EM-eventyr revet væk, da Christian Eriksen fik hjertestop foran både tilskuerne i Parken og tv-seerne hjemme i stuerne.

Heldigvis overlevede den danske stjerne, og siden har landsholdskollegerne skullet ryste traumet af sig, og vende tilbage til livet og ikke mindst den EM-slutrunde, som ubønhørligt ruller videre.

Torsdag aften blev det første punktum sat, da spillere og tilskuere i forening fejrede livet og fodbolden i en festforestilling, der desværre endte med belgisk sejr.

For Jannik Vestergaard blev det en uge, der har sat tilværelsen i perspektiv.

- Vi forlod Parken senest med en rigtig dårlig fornemmelse. Med en masse tårer, dårlige følelser og fokus rettet langt væk fra fodbold.

- Efter Belgien forlod vi Parken med oprejst pande efter at have kæmpet alt, vi har lært. Jeg synes, at vi viser, hvor stolte vi er over at repræsentere vores land. Landsholdet er for alle, også for fansene. Så der var en kæmpe kontrast mellem de to kampe, og det har helt sikkert haft en helende virkning, siger han.

- De seneste dage har sat tingene i relief. Der er ting, der er vigtigere end fodbold, selvom det er meget vigtigt for os, så er det sekundært i forhold til livet generelt, forklarer den lange stopper, der gik ind til kampen mod Belgien helt uden pres.

- Personligt mærkede jeg intet sportsligt pres, men en glæde og stolthed over at stå i et fyldt Parken til en slutrunde. Og jeg synes egentlig også at vi spillede sådan. Vi var hverken hæmmede eller låste, forklarer Jannik Vestergaard, der ligesom mange andre har bemærket, at Eriksens skæbne har betydet, at landsholdet og befolkningen igen er rykket tættere på hinanden.

Smilene er tilbage hos Pierre-Emile Højbjerg og Jannik Vestergaard. Foto: Lars Poulsen
Smilene er tilbage hos Pierre-Emile Højbjerg og Jannik Vestergaard. Foto: Lars Poulsen
 

- Det er en ny følelse, griner han og fortsætter.

- Den opbakning og kærlighed, vi har modtaget, den har været enorm. Det har været meget rørende ovenpå nogle dage, der ikke har været de sjoveste for nogen af os.

- Torsdag blev vi nærmest eskorteret ud af Helsingør af alle byens indbyggere med Dannebrog malet i ansigterne og flag hængende fra kranen på brandbilerne. Det var meget stort og meget følelsesladet. Inde i Parken var der en helt elektrisk stemning. Det har betydet rigtig meget, forklarer Jannik Vestergaard, der er glad for, at landsholdet kunne svare tilbage med en stærk præstation.

- Jeg synes også, vi har givet lidt tilbage med måde, vi spiller fodbold på, lyder det fra Vestergaard, der stadig har appetit på mere EM-fodbold, hvilket kræver en sejr over Rusland mandag.

- Vi er topmotiverede for at gå ind og slå Rusland, og det tror jeg også, vi gør. Denne turnering er ikke slut for os, siger Southampton-spilleren, der har genfundet smilet.

- Vores præstation mod det måske bedste hold i verden retfærdiggør, at vi har ambitioner for resten af turneringen. Og det, at vi har noget at spille for i den sidste kamp, gør det lettere at se lyst på tingene.

Læs hvordan Danmark kommer videre