Landsholdsforhandlingerne brudt sammen igen

Uenighed om økonomi er ifølge DBU årsag til, at der igen er sammenbrud i forhandlinger med Spillerforeningen, der dog gerne vil forhandle videre

Jakob Høyer, kommunikationschef i DBU anser forhandlingerne med Spillerforeningen for brudt sammen. (Foto: Claus Bonnerup)
Jakob Høyer, kommunikationschef i DBU anser forhandlingerne med Spillerforeningen for brudt sammen. (Foto: Claus Bonnerup)

Endnu en gang er der åben krig mellem Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen i den såkaldte fodboldkonflikt, der truer fodboldlandsholdet.

DBU meddeler søndag aften, at forhandlingerne er brudt sammen endnu en gang.

Ifølge fodboldunionen er det denne gang økonomi, der er årsag til sammenbruddet og ikke de kollektive aftaler, der har været et ufravigeligt krav fra spillerne under forhandlingerne.

- Det er en dybt mærkværdig situation, siger DBU's kommunikationschef, Jakob Høyer, i en pressemeddelelse.

Se også: Drop det landshold, Morten!

Han langer skarpt ud efter Spillerforeningen, der repræsenterer spillerne fra A-landsholdet, U21-landsholdet og kvindelandsholdet.

- Vi har hele tiden været åbne om DBU’s økonomiske problemer, og pludselig bliver vi mødt af et krav om, at Spillerforeningen ønsker flere penge til landsholdene.

- Det er fuldstændigt urealistisk og virker også langt fra det signal, der er kommet fra de landsholdsspillere, der har sagt, at kollektive aftaler var afgørende - ikke lønnen, siger han.

Se også: Nu rykker det: Agger går til forhandlingsbordet

Jakob Høyer oplyser, at DBU har været klar til at rykke sig i forhold til at imødekomme spillernes krav om at indgå en kollektiv aftale.

DBU har ønsket, at spillernes skal gå 17 procent ned i løn, fordi unionen har en presset økonomi, blandt andet som følge af den fejlslagne kvalifikation til VM i Brasilien sidste år.

Se også: DBU: Næste møde i konflikt er på torsdag

I Spillerforeningen er der ærgrelse over, at DBU anser forhandlingerne for at være brudt sammen.

- Spillerforeningen er klar til at forhandle videre i morgen, som vi oprindeligt har aftalt, så vi kan finde permanente løsninger for Herre-A, Kvinde-A og U21- landsholdet.

- Det var sådan set også vores forventning efter, at vi på dagens møde havde fremsat nogle helt rimelige og afbalancerede tilbud om kollektive aftaler for de tre landshold, som DBU's forhandlere efter mødet skulle drøfte med deres bagland inden mødet i morgen.

- Vi håber derfor fortsat, at DBU også er klar til at mødes, så vi kan arbejde videre mod et resultat, siger Thomas Lindrup, der er formand i Spillerforeningen.

A-landsholdets cheftræner, Morten Olsen, skal tirsdag udtage truppen til testkampene mod USA og Frankrig, der bliver spillet henholdsvis den 25. og 29. marts.

DBU overvejer, om spillerne på landsholdet skal tilbydes at spille kampene på vilkårene i den nuværende aftale.

DBU's kommunikationschef Jakob Høyer udtalte sig tidligere på måneden om sagen. Hør hans udlægning her.

56 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere