Landsholdskæmpe får nyt job

Johanna Rasmussen, der har spillet 153 landskampe for Danmark, bliver ny assistenttræner på kvindelandsholdet

Johanna Rasmussen ses her under en landskamp mod Sverige i 2016. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Johanna Rasmussen ses her under en landskamp mod Sverige i 2016. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Følg Fodbold
Følg Landsholdsfodbold

Det er en i landsholdssammenhæng yderst erfaren eksspiller, der fremover skal være assistenttræner for Lars Søndergaard på Danmarks kvindelandshold i fodbold.

Johanna Rasmussen tiltræder nemlig i rollen lidt over to år efter sin sidste landskamp som spiller. Det skriver Dansk Boldspil-Union i en pressemeddelelse.

Hun havde en lang og glorværdig karriere på det danske landshold. I perioden 2002-2018 spillede hun 153 landskampe for Danmark, hvilket er næstflest af alle.

Som følge af sin tætte forbindelse til holdet var det let for hende at takke ja til jobtilbuddet.

- Jeg skulle ikke tænke så meget over det. Det er det helt rigtige for mig. Landsholdet er det største, og jeg har altid holdt meget af det. Så det betyder meget at kunne få lov til at være sammen med holdet igen.

- Jeg glæder mig til at lære en masse, lære fra mig og til samarbejdet med Lars Søndergaard, Kristian Mørch Rasmussen og resten af staben. Der sker en masse i og omkring kvindefodbolden lige nu, og kvindelandsholdet er kommet langt, så det bliver fedt at være en del af, siger Johanna Rasmussen.

Hun erstatter et andet tidligere landsholdskoryfæ i form af Katrine Søndergaard Pedersen, der har været i jobbet i de seneste fem år.

Lars Søndergaard spår sin nye assistent en lovende trænerkarriere.

- Jeg ser Johanna som et af de største kvindelige talenter i trænerverdenen. Hun har stor erfaring fra sin flotte spillerkarriere.

- Hun har tidligt interesseret sig for spillet og taget sin A-trænerlicens, og hun er meget dedikeret i trænerfaget. Det er et naturligt skridt for Johanna, og vi glæder os til samarbejdet med hende, siger Lars Søndergaard.

Danmark er kvalificeret til den udskudte EM-slutrunde i 2022. I 2021 tager danskerne hul på VM-kvalifikationen.

Mere fra Ekstra Bladet+

Hvis Herlufsholm var en muslimsk friskole ...

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind