Landsholdskonflikt rykker nærmere: Spillerne står fast

-  Vi ville gerne forlænge den gamle aftale for at undgå en konflikt, men det ville DBU ikke, siger Mathias Zanka Jørgensen – nye afgørende møder i denne uge

Få styr på, hvad parterne er uenige om her (Producer: Martin Lorentsen)

På søndag aften skal hovedparten af landsholdstruppen efter planen samles i Wien. Mandag er der afgang til Bratislava til sæsonens første træningskamp mod Slovakiet.

Men lige nu er det stadig usikkert om landskampen bliver afviklet. DBU og Spillerforeningen har ikke indgået en aftale. Og nu kommer forhandlingerne under ekstra pres for at nå en aftale i tide.

DBU og landsholdsspillerne er i konflikt om de kommercielle rettigheder på landsholdet.

DBU ønsker, at spillerne kan optræde individuelt i en ny landsholdsaftale, mens spillerne står fast på, at de kun vil optræde kollektivt i kommercielle sammenhænge. Der skal optræde mindst tre personer i et reklamefremstød for en sponsor.

Derfor kan det ende i en konflikt, hvor landsholdet ikke spiller testkampen næste onsdag mod Slovakiet. Værre bliver det, hvis ikke landsholdet stiller til start næste søndag i den nyetablerede Nations League mod Wales. Det kan få vidtrækkende og uoverskuelige konsekvenser for dansk landsholdsfodbold.

Lad den gamle aftale fortsætte
- Helt akut har vi det problem, at lige nu er der slet ingen aftale. Vi ville gerne forlænge den gamle aftale, så den gjaldt, mens vi forhandler. For ikke at skabe en konflikt lige nu og her, men det ville DBU ikke, siger Mathias Zanka Jørgensen til Ekstra Bladet.

Spillerne er indstillede på at fortsætte med den hidtidige aftale, hvor spillerne altid optræder mindst tre sammen, når de bruges kommercielt i landsholdsregi.

- Vi vil gerne bevare den gamle aftale om kommercielle rettigheder og kommer ikke med en masse nye krav, men DBU vil ændre stort set alting og lave en helt ny aftale på det kommercielle område.

- Det ville være nemt bare at give op og sige: “Okay, så accepterer vi bare alle jeres ændringer, så vi kan få spillet noget fodbold.

- Men det er desværre ikke så enkelt. Hvis vi bare lægger os ned og lader os blive tromlet af DBU, så vil vi få problemer med en række andre forpligtelser til vores sponsorer på vores klubhold og med private sponsoraftaler, og det er jo en del af vores indtægt og forpligtigelser. Alle spillere har for eksempel en aftale med sportstøjsfirmaer om fodboldstøvler, og DBU’s nye krav vil give os allesammen problemer, pointerer Mathias Zanka Jørgensen, der eksempelvis har en personlig støvleaftale Nike, mens Hummel er landsholdets tøjsponsor.

Mathias Zanka scorede mod Kroatien ved VM. Lige nu ved han ikke, om han skal spille landskampe i næste uge, fordi DBU ikke har en aftale med landsholdsspillerne. Parterne strides om de kommercielle rettigheder. Foto: Lars Poulsen.
Mathias Zanka scorede mod Kroatien ved VM. Lige nu ved han ikke, om han skal spille landskampe i næste uge, fordi DBU ikke har en aftale med landsholdsspillerne. Parterne strides om de kommercielle rettigheder. Foto: Lars Poulsen.
 

Ønsker klarhed og enkelthed
Jesper Lind Andersson, kommercielt direktør i DBU, afviser Mathias Zankas påstand om, at det kan give spillerne problemer med deres individuelle støvlesponsorer i forhold til unionens tøjsponsor.

- Der må være tale om misforståelser mellem Mads Øland og spillerne. Vi er meget opmærksomme på deres personlige aftaler og mener ikke, at det skaber problemer for spillerne, siger Jesper Lind Andersson.

Han afviser, at DBU i fremtiden ønsker at bruge spillerne individuelt i kommercielle sammenhænge.

- Når vi i fremtiden skal bruge spillerne kommercielt, ønsker vi at fremvise et kollektiv. Det er sådan landsholdet skal fremstå.  Hvis man kun ønsker at se Christian Eriksen, må man lave en aftale med ham.  Vi ønsker at vise det danske landshold. Et stort kollektiv, forklarer Jesper Lind Andersson og afviser, at den hidtidige aftale kan fornyes:

- Der er alt for mange fortolkningsmuligheder i den gamle aftale. Når to parter fortolker tingene så forskelligt, skal det ændres. Vi ønsker gennemsigtighed, klarhed og enkelthed i en ny aftale, påpeger han.

Se også: Konflikt truer landsholdet: Nu stiller Eriksen krav

Møder i denne uge
DBU og Spillerforeningen skal mødes i denne uge her i sidste øjeblik efter otte måneders forhandlinger for at se, om de omsider kan komme i mål med en aftale.

- Vi ønsker ikke nogen konflikt, der kan skade ikke bare landsholdet, men hele dansk fodbold, som vi jo allesammen er en del af. Jo bedre det går landsholdet, jo flere penge er der til DBU og dermed til børn og breddefodbold.

- Vi er stolte over, at vi hvert år generer et stor millionbeløb til DBU til glade for dansk fodbold. Lige nu ser det svært ud, for DBU presser virkelig hårdt på med en masse krav om store ændringer i aftalen. Vi er tvunget til at forsvare os og vores rettigheder, når DBU pludselig vil ændre så meget i vores aftale. Det virker helt mærkværdigt for os spillere, at DBU er så ivrige efter at forsøge at presse alle de ændringer igennem i aftalen, at de virkelig vil risikere så store konsekvenser for dansk fodbold, siger Thomas Delaney.

Det er ikke kun i Danmark, at landsholdsspillerne er i konflikt med fodboldforbundet.

Mohammed Salah er havnet i dyb splid med det egyptiske fodboldforbund, fordi han har et personligt sponsorat med Vodafone, mens forbundet har en stor aftale med WE, et konkurrerende firma i samme branche. Hos WE er Salah blevet brugt kommercielt i landsholdsregi, og det giver ham problemer i forhold.

Se også: Konflikt truer landsholdet: Nu stiller Eriksen krav

Landstræner Åge Hareide (tv) forholder sig neutral i forhandlingerne om en ny landsholdsaftale. Foto: Liselotte Sabroe, Ritzau/Scandpix Landsholdsfodbold - 20. aug. 2018 - kl. 13:27 Åge om truende konflikt: - En katastrofe for dansk landsholdsfodbold

52 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere