Landsholdspiller på vej mod tysk traditionsklub

- FC Köln er en stor klub med mange traditioner, siger Martin Braithwaite, der ikke vil gå nærmere ind i diskussionen af sit fremtidige klubvalg

Martin Braitewaite har clearet den af med Toulouse-præsident Olivier Sadran, når han tillader sig at melde klart ud om sin fremtid.

- Nu skal jeg væk, jeg skal prøve noget nyt efter fire sæsoner i Touluose, siger Martin Braithwaite til Ekstra Bladet.

Den tidligere Esbjerg-spiller har gjort det fremragende i den franske midterklub, hvor han i sæsonen har præsteret 11 scoringer i 33 kampe. I øvrigt samme antal mål som i sidste sæson.

Men nu skal der luftforandringer til for angriberen.

FC Köln er en stor klub
FC Köln er blandt de varmeste bejlere. Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er klubbens cheftræner Peter Stöger og manager Jörg Schmadtke meget glade for det, de hidtil har set fra Martin Braithwaite i løbet af sæsonens kampe i den franske liga.

- FC Köln er blandt de varmeste bejlere til dig. Hvad siger du til det?

Martin Braithwaite smiler, og svarer så:

- FC Köln er en stor klub med mange traditioner. Men jeg vil ikke kommentere alle klubber, der viser interesse for mig. Det bliver ikke så afgørende, hvilken liga jeg havner i. Det vigtigste er, at det er den rigtige klub med de samme ambitioner, som jeg har. Jeg skal ikke til en klub, der skal spille om nedrykning.

Martin Braithwaite gør klar til at forlade Toulouse for at prøve et nyt fodbold-eventyr. Det kan sagtens blive i FC Köln. Foto: Lars Poulsen.
Martin Braithwaite gør klar til at forlade Toulouse for at prøve et nyt fodbold-eventyr. Det kan sagtens blive i FC Köln. Foto: Lars Poulsen.
 

- Men helt generelt kan Bundesligaen være et sted for dig i fremtiden?

- Ja, helt sikkert. Bundesligaen er en meget fin liga. Det er jeg bestemt ikke afvisende overfor, siger Martin Braithwaite.

Nu gælder det to uger med landsholdet, hvor Martin Braithwaite i første omgang må indstille sig på en rolle som reserve for den formstærke trio – Yussuf Poulsen, Kasper Dolberg og Nicolai Jørgensen.

Mangler gennembruddet på landsholdet
Mens Braithwaite har haft stor succes på klubholdet, har landsholdskarrieren endnu ikke været til at falde på halen over.

- Jeg har ambitioner om at spille på landsholdet, men det er ikke altid vejen dertil er den letteste, lyder det lidt kryptisk fra Martin Braithwaite.

Han foretrækker den centrale angriberposition, men har mod slutningen af sæson optrådt på venstrekanten, hvor han har haft mulighed for at trække ind i banen for at afslutte.

- Jeg føler, jeg har udviklet mig rigtig meget de fire år i Toulouse. Jeg er mentalt meget stærkere og min målnæse er også markant forbedret, mener den tidligere Esbjerg-spiller.

Se også: Danskerklub fyrer to spillere efter skuddrama

Se også: Her er de 25 mest magtfulde i dansk fodbold

3 kommentarer
Vis kommentarer