Landsholdsprofil: Her spiller jeg efter sommerferien

Nicolai Jørgensen er indstillet på at tage en sæson mere i hollandske Feyenoord

Nicolai Jørgensens fremtid ligger i Feyenoord. Foto: LISELOTTE SABROE/Ritzau Scanpix
Nicolai Jørgensens fremtid ligger i Feyenoord. Foto: LISELOTTE SABROE/Ritzau Scanpix

HELSINGØR (Ekstra Bladet): Vejen fra top til flop er kort i fodbold.

For to år siden lå Europa groft sagt for Nicolai Jørgensens fødder efter en kongesæson, hvor han som topscorer sparkede Feyenoord til det hollandske mesterskab.

Hollænderne ville dog ikke slippe ham til engelske Newcastle, og i stedet fulgte en svær anden sæson, hvor hverken Rotterdam-klubben eller den danske angriber formåede at gentage kunststykket.

Det skulle revancheres i den netop afsluttede sæson, men det endte med endnu en skuffelse.

- Det startede sådan allerede sidste sommer, da jeg fik den dumme skade i foden, som holdt mig ude i lang tid.

- Samtidig røg vi ud i Europa League-kvalen til et hold, vi bare ikke måtte ryge ud til (slovakiske Trencin, red.). Vi blev også hurtigt sat af i ligaen, og så røg vi ud til Ajax i pokalen. Derfor har det været meget op og ned, siger han og fortsætter.

- Jeg følte egentlig, at jeg kom godt tilbage fra min skade Jeg fik også scoret mod PSV Eindhoven. Men så får jeg en form for opfølgningsskade på det, jeg allerede havde haft, og er så ude til efter jul.

- Så var det lidt svært, og træneren vælger så at sætte mig på bænken, hvilket måske var fair nok, selvom jeg måske havde forventet lidt mere snor i forhold til, hvad jeg har leveret for Feyenoord, fortæller den tidligere FCK'er, der har skullet arbejde en del med det mentale i de vanskelige perioder.

- Man har sine perioder oppe i hovedet, hvor man tænker meget over tingene. Men fodbold er umulig at forudsige. Man kan ikke gøre for, at man får en skade, der holder en ude.

Højt humør i Helsingør. Foto: LISELOTTE SABROE/Ritzau Scanpix
Højt humør i Helsingør. Foto: LISELOTTE SABROE/Ritzau Scanpix
 

Den skuffende sæson har betydet, at vejen til en større klub i en stor liga er blevet en del længere, og Nicolai Jørgensen har erkendt, at han er nødt til at få gang i karrieren igen, før han kan drømme søde transferdrømme.

- Nu tænker jeg, at jeg bliver i Feyenoord i næste sæson og så skal den have fuld speed fremad med en masse mål. Forhåbentlig er jeg skadefri, og så skal jeg bare nyde at spille fodbold siger han og erkender samtidig, at målet er at spille sig til en ny klub.

- Hvis jeg forlod Feyenoord nu, ville det være med gode minder. Men hvis jeg kan slutte af med 25 mål, er det en helt anden situation, forklarer angriberen, der vil blive meget overrasket, hvis interesserede klubber melder sig på banen denne sommer.

- Det eneste, der kan ske, er, at der kommer en klub, som ved, hvad jeg står for, og har set mig i de to andre sæsoner. Men hvis det ikke sker, er jeg rigtig glad for at blive.

Se også: Hareide om Eriksen: Det er min beslutning

Se også: CL-finale giver Eriksen et par fridage fra landsholdet

Se også: Knust i sidste sekund: Schöne slukker fjernsynet

3 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere