Landsholdsspiller: Sådan er transfervinduet indefra

Lasse Vibe føler med de landsholdskolleger, der ikke har fået afklaret fremtiden

Lasse Vibe har sin fremtid på plads - men han føler med de af hans landsholdskolleger, der ikke har på transfervinduets sidste åbne dag. (Foto: Lars Poulsen)
Lasse Vibe har sin fremtid på plads - men han føler med de af hans landsholdskolleger, der ikke har på transfervinduets sidste åbne dag. (Foto: Lars Poulsen)

HELSINGØR (Ekstra Bladet): Det skulle egentlig handle om fredagens landskamp mod Albanien i Parken.

Men da Morten Olsens udvalgte mandag mødte pressen, var det først og fremmest transfervinduets sidste timer, der var det store tema.

Navne som Bendtner, Sisto og Sviatchenko skulle alle forholde sig til halve og hele rygter, men det er angriberen Lasse Vibe forskånet for.

Mens holdkammeraterne skulle besvare alle spørgsmålene om deres fremtid, kunne Vibe, der allerede tidligt i vinduet skiftede fra IFK Gøteborg til engelske Brentford, læne sig tilbage i sofaen og nyde livet.

- Det er rigtig dejligt. I januar stod jeg i en situation, hvor jeg håbede at skifte i vinduet, men endte med at blive. Det har jeg også prøvet i tidligere vinduer og det er ikke sjovt.

- Så jeg er meget lettet på egne vegne, og jeg føler virkelig med de af mine landsholdskammerater, der står i den situation, hvor man måske – måske ikke – kommer videre. Og hvor nogle af dem står i en situation, hvor de meget gerne vil videre, siger han og griner:

- Så jeg sidder bare her i sofaen og nyder, at de andre stresser rundt.

Spændt Sisto før skæbnedøgn: Jeg har sovet rimelig godt

Og der er god grund til at være lettet. For ifølge Lasse Vibe er transfervinduet ikke nødvendigvis den sjoveste periode i en fodboldspillers kalender.

- Det er en frustration og en form for afmagt over, at man ikke har indflydelse på sin egen fremtid. Der er mange ting, der er værre end at være fodboldspiller, men det bliver jo en form for frihedsberøvelse, fordi man føler afmagt. Det er det, der frustrerer, siger han om den usikkerhed, som kan præge de sidste uger i august.

Men det kan også gå smertefrit, som da han valgte at prøve lykken hos Brentford i den næstbedste engelske række. 

- Omvendt er det også en verden, hvor tingene kan ske meget hurtigt, og hvor man er meget privilegeret. Så man skal også have lidt perspektiv på tingene. Det er så afgørende for ens fremtid, hvad der sker.

- For mit eget vedkommende gik det meget hurtigt med Brentford. Pludselig stod jeg derovre, og det er jo ikke altid, at man lige har tid til at tænke over konsekvenserne. Der er mange ting og regler, man ikke lige tænker over, siger han og giver et eksempel:

- Formaliteter, som at man skal huske at meddele det tre uger før, hvis man skifter land. Ting, som man bare glemmer. Men det er en spændende tid, fastslår Lasse Vibe, der i weekenden åbnede sin målkonto i nederlaget til Reading.

Eriksen misser skæbnekampen

Trods det resultat nyder han livet i en række, der ikke nødvendigvis får den kredit i Danmark, den fortjener.

- Det er et rigtig godt skridt. Fodbold i højt tempo, mange gode spillere og en fed liga, hvor man faktisk kun møder gode hold. Hvis man kan levere der, så står man godt i England.

- Der er klubber, der kan betale store summer, og det glemmer folk nok nogen gange. Nogen har set det som et dårligt skridt - jeg ser det som et helt perfekt skridt for mig, siger Lasse Vibe, der opfordrer flere danske spillere til at prøve lykken i The Championship

- Jeg snakkede med forskellige folk - blandt andre Andreas Bjelland, der allerede var skiftet og William (Kvist, red.), der også har prøvet det, inden jeg skiftede. Jeg hørte kun gode ting, og jeg kan kun sige, ’kom af sted’, hvis der er nogen, som får muligheden, lyder opfordringen fra Lasse Vibe, som med garanti får en rolig nat på landsholdets base på Hotel Marienlyst, mens nogle holdkammerat næppe får meget søvn.

Landsholdsspiller: Sådan er transfervinduet indefra

Her kan du se et interview med Pione Sisto (foto: Lars K. Hansen)

Landsholdsspiller: Sådan er transfervinduet indefra

Her kan du se et interview med Nicolai Boilesen (foto: Lars K. Hansen)