Landstræner inden skæbnekamp: - Det er tosset

Danmarks U21-landstræner har ikke meget ros til EM-strukturen, hvor man ikke har skæbnen i egne hænder

Niels Frederiksen er ikke begejstret for EM-strukturen. Foto: Lars Poulsen.
Niels Frederiksen er ikke begejstret for EM-strukturen. Foto: Lars Poulsen.

UDINE (Ekstra Bladet): Danmark aner ikke, om en plads i EM-semifinalen kræver en kæmpesejr, eller de bare kan nøjes med en snæver 1-0-sag i den sidste gruppekamp mod Serbien ved EM-slutrunden for U21-landshold.

Slutrundens opbygning med 12 hold fordelt i tre puljer har skabt en forvirrende kulmination på gruppefasen, som landstræner Niels Frederiksen ikke tøver med at kalde 'tosset'.

Semifinalerne bliver besat af de tre gruppevindere, og det kan Danmark allerede nu afskrive. Derfor skal Danmark videre fra en andenplads. Kun den bedste gruppetoer fra de tre grupper avancerer til semifinalerne.

Og da gruppe C først spilles færdig mandag, så kan det ende med et døgns uvished, hvis Danmark ellers leverer sin del til regnskabet.

Samtidig har holdene i gruppe C den fordel, at de ved, præcis hvilket resultat de skal jagte.

Den turneringsopbygning falder ikke i god jord hos den danske landstræner, Niels Frederiksen.

- Det er da en fordel for gruppe C. De kan jo spille på et resultat, de kender. Og vi kender det ikke, siger han.

- Vi kan stå i en situation, hvor vi skal overveje, om vi skal satse på et mål mere til sidst, så vælger vi ikke at gøre det, og så viser det sig dagen efter, at det var lige nøjagtig det ene mål, vi havde behov for. Derfor er det også en tosset struktur.

Artiklen fortsætter under billedet...

Niels Frederiksen på trænerbænken. Foto: Lars Poulsen.
Niels Frederiksen på trænerbænken. Foto: Lars Poulsen.

Danmark skal i første omgang selv sørge for at slå Serbien, som kun i yderste teori stadig kan gå videre, men Niels Frederiksen er træt af, at holdet ikke har skæbnen i egne hænder i gruppen.

- Jeg har en idé om, at når man er til en slutrunde, så skal nummer et og to fra puljerne altså gå videre. Det synes jeg.

- Normalt er man aldrig afhængig af andre grupper for at komme videre. Men det er man her, og det er meget specielt, mener landstræneren.

For spillerne fylder det noget mindre, at gruppe C har fået en lille gave i at kende udfaldet af de andre grupper inden de sidste kampe.

- Det kan selvfølgelig godt være en fordel for dem. Men det kan også være, at de har et ekstra pres på sig til den sidste kamp. Så det går lidt begge veje, siger Jens Stage, som startede inde mod Østrig.

- Om det er på dagen eller dagen efter, vi finder ud af det, det gør mig ikke så meget. Og hvis vi taber point, så kan det også være lige meget for os alligevel, tilføjer tomålsskytten Joakim Mæhle.

Se også: Spansk legende stopper øjeblikkeligt

Se også: Dansk keeper raser over VAR: Det er amatøragtigt

Se også: Fantastisk gen-Mæhle: Dansk drømmeafslutning

51 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere