Paraguay fik ørerne i maskinen, da de sent torsdag aften dansk tid mødte Bolivia på udebane i den sydamerikanske VM-kvalfiikation.
0-4 lød de bekymrende cifre, og det var for meget for ledelsen i det paraguyanske fodboldforbund. Kort efter kampen meddelte de, at landstræner Eduardo Berizzo er færdig i jobbet.
Nederlaget efterlader Paraguay tredjesidst i kvalifikationen med fire point op til fjerdepladsen, der giver direkte adgang til VM i Qatar næste vinter. Også kampen forinden mod Chile blev tabt - dog kun med 0-2.
Argentinske Eduardo Berizzo har en fortid som cheftræner i den bedste spanske liga, hvor han stod i spidsen for Celta Vigo, Sevilla og Athletic. Han har desuden været assistent på det chilenske landshold, ligesom han som aktiv nåede 13 landskampe for Argentina.
Han overtog jobbet som Paraguays landstræner i februar 2019 fra colombianske Juan Carlos Osorio.
Paraguay har misset VM de seneste to gange, men deltog ved de fire foregående og nåede kvartfinalen i Sydafrika i 2010. Det bedste VM-resultat for landet nogensinde.