Nicklas Bendtner og Jon Dahl Tomasson er to af de bedste angribere, som dansk fodbold har fostret.
De spillede på hold sammen, men at kalde dem for tidligere landsholdskammerater ville være en stramning. For forholdet mellem Bendtner og Tomasson er alt andet end hjerteligt.
I hvert fald hvis man skal tro bogaktuelle Bendtner.
I 'Begge Sider', der udkommer tirsdag, skriver den 31-årige FC København-angriber flere gange om landsholdets nuværende assistenttræner, og Bendtner mere end antyder, at det var personligt, da han blev droppet til VM i 2018.
'Surt show, gamle dreng', sagde Jon Dahl Tomasson til Bendtner, da den daværende Rosenborg-angriber netop havde fået beskeden om, at han ikke skulle med til Rusland.
'Ansigtet er renset for ærgrelse. Jeg har oplevet ham på slap line. Vi ved ting om hinanden. Mig bluffer han ikke. Jeg lader den udstrakte hånd hænge i luften og baner mig vej ud til min kuffert. Jeg må væk herfra', fortæller Nicklas Bendtner i bogen, der er skrevet af journalist Rune Skyum-Nielsen.
Jon Dahl Tomasson var stjernen, da 18-årige Bendtner pludselig kom brasende ind på landsholdet.
Ifølge Bendtners beskrivelse havde Tomasson det svært med den unge udfordrer fra Arsenal, der ikke lod sig tryne og havde det svært med det stærke hierarki på landsholdet.
Bendtner beskriver, hvordan der skulle gå længe, før Tomasson jublede sammen med ham. Det skete først efter en Bendtner-scoring i en testkamp mod Tjekkiet i 2008 - over halvandet år efter Bendtners debut.
'Bagefter kommer Jon Dahl stormende over for at kramme. Det er første gang, han gør den slags. Indtil nu har han virket demonstrativt lidt begejstret, når jeg har sat en kasse ind'.
Nicklas Bendtner troede på det tidspunkt, at han langt om længe var ved at blive accepteret af Tomasson, og længe havde Bendtner en opfattelse af, at de to 'var cool'.
En middag på Bistro Boheme i København ændrer dog Bendtners opfattelse af deres forhold, og han reviderer sit syn på Tomasson.
Han er ikke selv med til middagen, der foregik for nogle år siden, men det er mange tidligere landsholdsspillere, og i dagene efter den våde middag får Bendtner flere beskeder.
'De fortalte, at Jon Dahl var røget helt i hegnet. Det har jeg set masser af gange, så intet specielt ved det. Men pludselig var han også begyndt at tale om mig. Og det havde ikke have været behagelige ting. Jeg var en paphat, et fjols, og hvad ved jeg. Og alle skulle vide det'.
Bendtner konkluderer, at Jon Dahl må have spillet skuespil, og at han skulle have været mere på vagt.
'For sådan er det med alfahanner. De vil have scenen for sig selv. Han har ikke kunnet slippe sin irritation. Over mig og den måde, som jeg kom brasende på'.
På det tidspunkt havde Jon Dahl Tomasson stoppet karrieren og var i spil til at blive assistentræner for den nyudnævnte landstræner Åge Hareide.
Det var tydeligvis ikke noget, som Nicklas Bendtner håbede på, og han fortæller i ’Begge Sider’, hvordan han havde svært ved at slippe de ting, som Jon Dahl Tomasson - ifølge Bendtner - har gået og sagt om ham de seneste år.
Og det får Bendtner til at konkludere, at Tomasson havde en helt afgørende rolle, da han blev droppet til VM-slutrunden i 2018:
'Jeg bliver mere og mere sikker på, at det må være hans værk. At han har brugt sit eget elendige VM, det for otte år siden, til at holde mig fra fadet. Men jeg er ikke halvt så skadet, som han var’.
'Det ligner et veltimet ’tak for sidst’ fra en mand, som aldrig har tilgivet mig min start på landsholdet. Nu sørger han så for, at jeg ikke får den finale, som jeg kunne drømme om'.
I 'Begge Sider' beskriver Nicklas Bendtner ganske detaljeret Tomassons nedtur ved VM i Sydafrika i 2010, da Tomasson sluttede sin landsholdskarriere med at brænde et straffespark mod Japan og blive skadet, da han skovlede riposten i mål.
Det var Jon Dahl Tomassons sidste scoring i rødt og hvidt, og den betød, at han tangerede Poul 'Tist' Nielsens scoringsrekord med 52 mål.
Der gik langt over to år mellem det 51. og 52. mål, og Tomassons scoringskrise havde været et tema både i medierne og i landsholdslejren.
'Når vi joker om Jon Dahls scoringskrise, er han stoppet med at grine med. Han synes ikke, det er sjovt længere. Det forstår jeg sådan set godt', siger Bendtner i bogen og konkluderer, at Jon Dahl Tomasson med rekorden har fået mere ud af sit talent, end nogen kunne have forudsagt.
Nicklas Bendtner har ikke spillet på landsholdet siden marts 2018 og skriver, at han godt er klar over, at han har taget afsked med den rød-hvide trøje, så længe Hareide og Jon Dahl styrer ræset.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Mester i at sige absolut ingenting
Der er også lidt ros til Jon Dahl Tomasson i ’Begge Sider’.
Nicklas Bendtner lærer i landsholdslejren af mesteren selv, hvordan man kan levere en omgang tom snak til pressen. Det er det, som i landsholdslejren bliver kendt som ’Vedbæk-pladen’.
'Han er en mester i at sige absolut ingenting og har intet problem med at spilde journalisternes tid. Og da der blev skrevet negativt om landsholdet i 2008, var det selvfølgelig ham, der førte an i vores medieboykot', siger Nicklas Bendtner i 'Begge Sider'.
Bogen ’Begge Sider’, der er skrevet af journalist og forfatter Rune Skyum-Nielsen, udkommer tirsdag på Politikens Forlag og kan købes på Saxo.com.
Bendtner på landsholdet
Bendtners familiesorg: Min far tog vores penge
FC Midtjylland henter tidligere dansk landsholdsspiller