Lettet 'Zanka' efter FCK-farvel: 'Jeg kan tillade mig at være lidt egoistisk'

Mathias 'Zanka' Jørgensen er glad for fodboldlivet i den bedste engelske række blandt hipstere og Premier League-stjerner, hvor der også er plads til at være tilfreds efter personlig succes

Mathias 'Zanka' Jørgensen er faldet godt til i Huddersfield. Foto: Lars Poulsen
Mathias 'Zanka' Jørgensen er faldet godt til i Huddersfield. Foto: Lars Poulsen

Der blev løftet et øjenbryn eller to, da Mathias 'Zanka' Jørgensen i sommer løftede sløret for sin kommende arbejdsgiver.

For efter at have fungeret som overhund i Parken, hvor han nærmest var blevet synonym med FCK's storby-arrogance i dansk fodbold, var der ikke mange, som havde gættet på, at fremtiden lå i upåagtede Huddersfield. En by i det centrale England med bare 146.000 indbyggere og et fodboldhold blottet for stjerner.

Men det blev Premier League-oprykkeren, der løb med midterforsvarerens underskrift, og selvom der på alle måder er langt fra John Smith Stadium til Wembley i London, har 'Zanka' fået alle sine drømme om engelsk fodbold opfyldt.

- Det er aldrig helt så glamourøst, som man bilder sig ind, men det hænger måske også sammen med, at jeg ikke spiller for den største klub i Premier League. Det lever op til alle drømmene, men det er også gråvejr, og det er det jo ikke i drømmene, hvor det er sol, liv og glade dage. Det går op og ned, som alt gør i virkelighedens verden, forklarer den tidligere FCK-kaptajn, der allerede har opnået en af ambitionerne bag skiftet.

Fast spilletid i den bedste engelske række.

- Det var jo også hele idéen bag et karrierevalg, der måske var en smule uventet. Det var et større, men kalkuleret sats, som der blev brugt lang tid på at vurdere inden, forklarer Mathias 'Zanka' Jørgensen, der selv føler, at det høje niveau i Premier League allerede har forbedret ham som fodboldspiller.

-  Jeg tror, jeg er blevet et nøk bedre til alt. Den menneskelige hjerne kan vænne sig til alt, så jeg kører bare videre, siger han.

- Det lette har været det at komme fra et sted, hvor man skal præstere og have succes, til et sted, hvor man skal præstere, men ikke nødvendigvis behøver at have succes for at gøre det godt. Det betyder, at man kan være lidt mere egoistisk og sige, at vi spillede ikke godt som hold, men jeg gjorde det egentlig godt. Det er en lettelse, forklarer 'Zanka'.

- Det er lidt en underlig følelse i forhold til at være personificeringen af FCK, hvor man ikke kunne tillade sig at være tilfreds med sin egen kamp, hvis det ikke var gået godt, lyder det fra forsvareren, som udover personlig succes også kan glæde sig over, at Huddersfield er godt i gang med at gøre dommedagsprofetierne om stensikker nedrykning til skamme.

- Som hold er det gået over forventning, selvom David Wagner (Huddersfields manager, red.) mente, ’at her kunne vi sagtens ligge’. Der er nok en del, som havde forventet, at vi ville have 10-12 point færre og ville have udspillet vores rolle på nuværende tidspunkt. Det er vi selvfølgelig tilfredse med. At vi har ændret folks opfattelse, fastslår Huddersfield-profilen, som også er faldet godt til udenfor kridtstregerne.

- Jeg bor i Leeds, der vel er en større udgave af Aarhus. Det er ikke lige så smukt som Aarhus, men en 'quirky' (finurlig, red.) by fuld af hipster-typer, der er smaddergode til at lave kaffe og mad, så der er skidehyggeligt. Der bor 800.000, men man får en byfornemmelse. Det er ikke en storby-følelse, men nok til, at jeg kan nyde livet, forklarer forsvareren, der nyder godt af, at have to landsmænd i truppen i form af landsholdskollegaen Jonas Lössl og Philip Billing.

- Det gør en kæmpe forskel. Jeg har kendt Jonas siden vi var 18 år gamle, og vi har altid haft det rigtig godt sammen og også set hinanden privat. Så det er en kæmpe hjælp at have Jonas, Camilla og børnene tæt på. Og så kan de også passe min hund, når jeg er af sted – eksempelvis med landsholdet, fortæller Mathias 'Zanka' Jørgensen, der sammen med de to øvrige danskere skal holde Huddersfield over stregen syv kampe endnu, hvis den første sæson i Premier League skal være en succes.

Viktor Fischer håber på, at Åge Hareide giver ham chancen for at vise sit værd. Foto: Lars Poulsen. Landsholdsfodbold - 20. mar. 2018 - kl. 22:26 Elsker sin stjernestatus i Superligaen: - Jeg er klar, Åge!

Se også: Grotesk landsholds-problem - Åge mangler en bane

Nicklas Bendtner i jubel efter scoring mod Irland i den afgørende playoffkamp. Foto: Morgan Treacy/INPHO/REX Landsholdsfodbold - 20. mar. 2018 - kl. 13:37 Bendtner efter vanskelig start: - Jeg har bevist nok

53 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere