Luften var iskold: Nu er han brandvarm

- Vi vokser som hold, når vi kommer i Parken, mener Pierre Emile Højbjerg, der rundede landskamp nummer 50 mod Israel. Antallet kunne have været betydeligt større, men to år ude i kulden mærkes på statistikken

Luften var iskold: Nu er han brandvarm

Tv-klippet er blevet helt ikonisk, selv om det nu er mere end seks år siden, han brød sammen foran rullende kameraer i Parken.

Det var stærkt og rørende tv, da Pierre Emile Højbjerg lod tårerne få frit løb, og han samtidig viste følelser i en sådan grad, at det helt sikkert overraskede mange danskere hjemme i stuerne foran fladskærmen.

En landsholdsspiller, der både viste sårbarhed og følelser. Dem havde man ikke set så meget af de foregående år.

Men Pierre Emile Højbjerg gik foran på den front, efter Danmark netop havde vundet 2-0 over Serbien.

Pierre Emile Højbjerg havde spillet sin blot syvende landskamp, og han slap de indre følelser fri, da kameraerne først rullede.

Han fremhævede Parken som en ganske særlig hjemmebane, selv om han ikke havde spillet mange kampe på banen.

En ære og stolthed er det for Pierre Emile Højbjerg at optræde for Danmark i Parken. Foto: Lars Poulsen.
En ære og stolthed er det for Pierre Emile Højbjerg at optræde for Danmark i Parken. Foto: Lars Poulsen.

I dag er Parken som hjemmebane og fæstning forstærket på mange måder. Ikke mindst efter det uhyggelige kollaps for Christian Eriksen mod Finland.

- Jeg føler, Parken giver os vinger. Der er noget særligt, noget helt elektrisk over stemningen i Parken, siger Pierre Emile Højbjerg.

- Som spillere vokser vi, når vi kommer i Parken. Vi er sammen om det, men det er tydeligt, at den stemning, der er i Parken, giver os noget ekstra energi ned i benene og ud på banen, siger han.

Ordene faldt inden kampen mod Israel, og der blev i den grad lagt vægt bag påstanden inde på grønsværen i den imponerende opvisning tirsdag aften, hvor Danmark vandt med 5-0.

- Parken giver os vinger, mener Pierre Emile Højbjerg, der føler det er helt elektrisk at spille i Parken foran egne fans. Foto: Lars Poulsen.
- Parken giver os vinger, mener Pierre Emile Højbjerg, der føler det er helt elektrisk at spille i Parken foran egne fans. Foto: Lars Poulsen.

Men det er ikke kun stemningen i nationalarenaen, der er forandret over den seneste periode.

Mens Pierre Emile Højbjerg var ude to år under Hareide, spiller han i dag en hovedrolle på Kasper Hjulmands landshold.

- Pierre spiller med stort hjerte og enorm passion. Jeg synes, han også har udviklet sin personlighed meget markant.

- Det glæder mig specielt at se, hvor meget Pierre går op i, at vi hele tiden skal forbedre os på alle mulige områder, siger Kasper Hjulmand, der kalder midtbanespilleren meget vigtig brik både på og uden for banen.

Pierre Emile Højbjerg kalder det en stor ære at spille på det danske landshold. Han bærer trøjen med stolthed. Tirsdag runder han landskamp nummer 50 mod Israel. Foto: Lars Poulsen.
Pierre Emile Højbjerg kalder det en stor ære at spille på det danske landshold. Han bærer trøjen med stolthed. Tirsdag runder han landskamp nummer 50 mod Israel. Foto: Lars Poulsen.

Tirsdag mod Israel rundede han landskamp nummer 50. Den kunne være kommet langt tidligere, hvis ikke han røg i dybfryseren to år under Åge Hareide.

Fra oktober 2016 til oktober 2018 blev han slet ikke udtaget.

Med til Pierre Emile Højbjergs landsholdshistorie hører også momentet, hvor Hareide blev tosset efter 0-1 nederlaget til Montenegro, hvor han mente, at Højbjerg havde spillet for sig selv og ikke tænkt nok på holdet.

Der skulle gå to år før skårene blev klinket mellem dem.

Nu optræder Højbjerg som det mest naturlige i verden på den centrale midtbane, hvor han har en fremtrædende rolle i Kasper Hjulmands måde at spille på.