Mange hadede dem: Nu er de igen vores landshold

- Kasper Hjulmand har været nøglen til, at landsholdet igen er alle danskernes hold. Han har vist lederskab, empati og frem for alt har han og spillerne vist følelser, mener livstilseksperten Henrik Byager

Det virker som en evighed siden, men det er altså under tre år siden, at landsholdet ramte et historisk lavpunkt på popularitetsskalaen.

Spillerne var i konflikt med DBU. De udeblev fra en landskamp i Slovakiet, og fronterne var trukket op mellem parterne.

De stod stejlt og råbte i hvert deres hjørne.

Men værst af alt. Befolkningen vendte spillerne ryggen. Grådige fodboldspillere, der kun tænkte på penge var meldingerne hos fodboldfolket.

Kasper Hjulmand har været stærk i sin kommunikation, fordi han vist følelser ikke har været bekymret for at fejle, mener livsstils- og kommunikationseksperten Henrik Byager. Foto: Lars Poulsen.
Kasper Hjulmand har været stærk i sin kommunikation, fordi han vist følelser ikke har været bekymret for at fejle, mener livsstils- og kommunikationseksperten Henrik Byager. Foto: Lars Poulsen.

Der blev lavet et hashtag - #ikkemitlandshold - som fik bred opbakning. Tilliden til spillerne var væk. Deres opførsel simpelthen var blevet for meget.

I juni 2021 taler ingen længere om konflikter eller grådige spillere.

I mandags mod Rusland blev en af fortidens mest kritiserede, anfører Simon Kjær, hyldet i en sådan grad, at det nærmest gav gåsehud, da over 23.000 stemmer blev ved med at brøle hans navn i Parken efter en god aktion på banen.

Nu er fortællingen i stedet den, at vi igen har fået et landshold. Et landshold, hvor spillerne er åbne og imødekommende.

De er ikke længere maskiner, der kun tænker på sig selv. De er blevet til #mitlandshold på sociale medier.

Lever og dør med folket
Henrik Byager, livsstilsekspert og kommunikationsrådgiver, tilskriver i høj grad Kasper Hjulmands lederstil som forkalringen på, at befolkningen igen har fået sympati for fodboldlandsholdet anno 2021.

- Det har de senere uger været helt tydeligt, at Kasper Hjulmand har en anden grundholdning end tidligere trænere til, hvad landsholdet er for en størrelse, og hvad han forventer af spillerne.

- Nu er der en åbenhed og omfavnelse af danskerne. Det viser for mig et signal om, at landsholdet er parate til at leve og dø med folket, forklarer Henrik Byager.

Joakim Mæhle og Kasper Hjulmand viser glæde og lettelse oven på pladsen i 1/8-finalen mod Wales efter det pres, spillerne har gennemlevet de seneste uger. Foto: Lars Poulsen.
Joakim Mæhle og Kasper Hjulmand viser glæde og lettelse oven på pladsen i 1/8-finalen mod Wales efter det pres, spillerne har gennemlevet de seneste uger. Foto: Lars Poulsen.

Michael Sahl Hansen, direktør i Spillerforeningen, er enig i, at Kasper Hjulmand har spillet en stor rolle i det ændrede syn på landsholdsspillerne.

- Kasper Hjulmand er et godt ansigt på den nye fortælling, vi alle vil høre om landsholdet. Han har i sandhed været med til at sætte rammerne for den historie om en ny begyndelse.

- De viser følelser, de står sammen. Det er et landshold, der samler hele Danmark, siger Michael Sahl Hansen, der også er af den opfattelse, at tiden læger alle sår efter kriserne mellem Spillerforeningen og DBU for år tilbage.

Kasper Hjulmands evner til at kommunikere er hovedårsagen til, at danskerne igen har fået et positivt syn på landsholdet, mener Henrik Byager, livsstil- og kommunikationsekspert. Foto: Lars Poulsen.
Kasper Hjulmands evner til at kommunikere er hovedårsagen til, at danskerne igen har fået et positivt syn på landsholdet, mener Henrik Byager, livsstil- og kommunikationsekspert. Foto: Lars Poulsen.

Meget den anden vej
Henrik Byager har været meget imponeret over den måde, som Kasper Hjulmand har valgt at tackle den historiske krise, som danskerne var vidner til fra første parket de seneste uger.

- De har tacklet krisen åbent og uden frygt for at fejle. Både Hjulmand og spillerne har delt uvisheden og følelserne, og det er noget som alle kan forholde sig til. Og så er det noget vi kan dele med hinanden.

- Når du giver lidt af dig selv, så kommer der rigtig meget den anden vej. Og det må man sige er lykkes i den her situation, hvor det også har handlet om krisehåndtering.

- Den bedste måde at vide, at du har ramt plet, er at se på, at alle danskere lige nu taler fodbold - også dem, der ikke i forvejen er fodboldtilhængere, siger han.


Olsen havde lukket en uge
Henrik Byager er af den klare opfattelse, at vi igen har fået et landshold, som danskerne for enhver pris sympatiserer med.

Et hold, vi står bag. Et hold, vi støtter uanset om de så taber til Wales på lørdag i Amsterdam.

- Vi har aldrig haft sådan en landstræner før. Åge Hareide skabte resultater på banen, men han var meget neutral i forhold til sin kommunikation.

- Kasper Hjulmand er ikke kun en dygtig fodboldtræner, han er en ekstrem dygtig leder, der er empatisk og en fantastisk formidler af sine budskaber, vurderer Henrik Byager, der slet ikke tør tænke på, hvordan Morten Olsen havde håndteret en lignende situation:

- Sammenligningen er markant, når man ser på Morten Olsens til tider fjendtlige opførsel og lettere paranoide tilgang til medierne om omgivelserne.

- Hvis sådan en episode som Christian Eriksens kollaps var sket i Morten Olsens tid, var lejren blevet hermetisk lukket i en uge.