Mange scenarier i spil - sådan går Danmark videre

Kasper Hjulmands mandskab skal vinde en af de to sidste kampe. Tre point kan muligvis række til andenpladsen

Mange scenarier i spil - sådan går Danmark videre

Se det ske: Belgiske og danske fans hylder Christian Eriksen i Nyhavn forud for EM-kamp

Den gode nyhed: Uanset hvordan det går i aften, vil Danmark fortsat være i live ved denne EM-slutrunde.

Den dårlige: Vi er tvunget til at slå enten Belgien eller Rusland for at have en mulighed for at gå videre til 1/8-finalen.

Det er et meget komplekst regnestykke, som landstræner Kasper Hjulmand risikerer at stå med.

Vi kan komme til at stå i en situation, hvor vi er afhængige af, hvad der sker i de andre grupper.

Vinder Danmark over både Belgien og Rusland, er vi naturligvis videre. Og formentlig som etter (medmindre Finland også slår Belgien…).

Fire point bør også være nok. Derfor kan uafgjort mod Belgien vise sig at være et fornuftigt resultat – forudsat at vi slår Rusland i den sidste kamp!

Det virkelige problem kan opstå, hvis vi taber til belgierne.

Så kan vi maksimalt nå tre point, og det vil Rusland også have. Hvis Finland samtidig taber til Belgien, vil tre hold have tre point.

Så er det de indbyrdes opgør mellem de tre, der kommer til at afgøre placeringen.

Her vil Danmark være bedst, medmindre vi har vundet præcist 1-0 over Rusland og samtidig har tabt med større cifre til Belgien end finnerne og/eller Rusland.

Kasper Hjulmands mandskab skal vinde en af de to sidste kampe. Foto: Lars Poulsen
Kasper Hjulmands mandskab skal vinde en af de to sidste kampe. Foto: Lars Poulsen

Vi kan komme i den situation, at tre point er nok til andenpladsen, men vi kan også ende på en tredjeplads med tre point.

Det vil ske, hvis Finland henter point mod Belgien i sidste runde.

Bliver Danmark nummer tre, er vi afhængige af, hvordan det går i de andre grupper. De fire bedste treere får en plads i 1/8-finalen.

Det er selvsagt meget tidligt at se på, hvordan Danmark vil stå i det regnskab, men lidt ved vi. Vi skal håbe, at Schweiz ikke slår Tyrkiet.

Så vil treeren i Gruppe A maksimalt have tre point og en målscore, der efter alt at dømme vil være dårligere end Danmarks.

Der er mange scenarier i spil. Men vinder Danmark de to næste kampe, behøver vi ikke spekulere mere over det…