Medie: Hjulmand bliver landstræner for Danmark

DBU holder pressemøde med nyt om den sportslige ledelse fra 2020. Ifølge B.T.s oplysninger er Kasper Hjulmand Danmarks næste landstræner. Ekstra Bladet sender pressemødet direkte

Foto: Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen

Onsdag klokken 13 afholder DBU pressemøde med nyt om den sportslige ledelse på herrelandsholdet fra 2020 og ifølge B.T.s kilder er der store nyheder i vente.

'DBU inviterer hermed til pressemøde og præsentation af den sportslige ledelse for Herrelandsholdet fra sommeren 2020', lyder den kortfattede meddelelse.

Avisen skriver, at Kasper Hjulmand bliver præsenteret som ny landstræner på en kontrakt, der starter senest sommeren 2020.

Ifølge B.T. fik den nuværende landstræner, Åge Hareide, besked om, at hans kontrakt ikke bliver forlænget på et møde tirsdag. Altså dagen efter storsejren over Georgien. Ifølge TV2 Sport er det dog Hareide selv, der har valgt at stoppe som landstræner.

Kasper Hjulmand har været uden job, siden han tog afsked med FC Nordsjælland i slutningen af marts - få måneder før hans kontrakt løb ud med den nordsjællandske klub. Det betyder, at han i princippet kan overtage jobbet når som helst.

Stoppet skete i kølvandet på, at Hjulmands drømmeskifte til Anderlecht glippede. Siden da har Brøndby været nævnt som en af bejlerne til den danske træner, men de ansatte i stedet Niels Frederiksen for to uger siden.

Åge Hareides overtog jobbet som landstræner for Danmark i 2016, og hans kontrakt udløber meget bekvemt næste sommer, hvor Kasper Hjulmand angiveligt overtager landsholdet forud for kvalifikationen til VM i 2022.

Nordmanden kvalificerede Danmark til VM 2018 via en play off-sejr over Irland, og Danmark spillede sig også videre til ottendedelsfinalen mod Kroatian, hvor man tabte efter straffesparkskonkurrence. Desuden vandt Danmark sin Nations League-pulje under Hareides ledelse.

Danmark er i øjeblikket i fuld gang med at forsøge at kvalificere sig til EM næste år, men det er altså uvist, hvilken træner der kommer til at stå i spidsen for Christian Eriksen & co.

Det er uvist, om assistenttræner Jon Dahl Tomasson indgår i den kommende sportslige ledelse.

Ekstra Bladet følger naturligvis pressemødet direkte klokken 13.

Foto: Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen
 

Blå bog: Kasper Hjulmand

Kasper Hjulmand

Født: 9. april 1972 i Aalborg

Spillede for Randers Freja, Herlev IF og B93.

Trænerkarriere:

2003-2005 Lyngby BK II

2006-2008 Lyngby BK

2008-2011 FC Nordsjælland (assistent)

2011-2014 FC Nordsjælland

2014-2015 Mainz 05 (fyret i februar 2015)

2016-2019 FC Nordsjælland (afgik efter grundspillet).

Spillede for Randers Freja, Herlev IF og B93 men måtte som 26-årig indstille karrieren pga knæproblemer.

Uddannet bac.scient. i idræt med speciale i coaching fra Københavns Universitet.

Ofte benyttet som TV-ekspert.

134 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere