Medie: Hovedsponsor vil bryde øjeblikkeligt med DBU

DBU's hovedsponsor Arbejdernes Landsbank har ifølge Weekendavisens oplysninger anmodet om en øjeblikkelig opsigelse af samarbejdet

Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

En af Dansk Boldspil-Unions (DBU) vigtigste kommercielle samarbejdspartnere, Arbejdernes Landsbank, har anmodet om en øjeblikkelig opsigelse af parternes fælles millionaftale, der ellers løber til og med VM i november og december næste år.

Det erfarer Weekendavisen.

Banken ønsker et exit så hurtigt som muligt, hvilket ifølge Weekendavisens oplysninger blev formuleret i tirsdags i et brev til DBU.

Hos DBU kan man ikke bekræfte opsigelsen. Den vil Arbejdernes Landsbank heller ikke bekræfte, skriver Weekendavisen.

Ekstra Bladet har talt med Peter Froulund, der er marketing- og kommunikationsdirektør i Arbejdernes Landsbank. Men han ønsker ikke at kommentere oplysningerne fra Weekendavisen.

I januar var Froulund særdeles bramfri, når det kom til kritikken af Qatar som VM-vært.

- Jeg tror ikke, der er nogen, der synes, den slutrunde skal ligge der (Qatar, red.), og det gør vi heller ikke. At være en del af hele det setup og den kæmpemæssige markedsføringsplatform for slutrunden ønsker vi selvfølgelig ikke at være en del af. Det er en kedelig ting at blive associeret med, sagde han til Radio 4.

Ekstra Bladet har været i kontakt med DBU's kommunikationschef Jakob Høyer, og det blev hverken han, Ekstra Bladet eller læserne klogere af.

Artiklen fortsætter under billedet ...

DBU's kommunikationschef Jakob Høyer er fåmælt, når det kommer historien fra Weekendavisen. Foto: Lars Poulsen
DBU's kommunikationschef Jakob Høyer er fåmælt, når det kommer historien fra Weekendavisen. Foto: Lars Poulsen
 

Jakob Høyer henviser blot til det citat, fodboldorganisationen har beriget Weekendavisen med:

'Vi kan ikke bekræfte, at Arbejdernes Landsbank er stoppet. Banken har en aftale med DBU som partner for herrelandsholdet. Banken har – forståeligt nok – været utilfredse med den nye lov om kviklån, der gjorde det ulovligt at blive markedsført sammen med betting-selskaber,' siger Jakob Høyer til avisen.

'Det har ramt partnerskabet for herrelandsholdet og betydet, at banken ikke har haft deres navn på træningstøjet siden sommeren 2020. DBU har beklaget og indgået særskilte aftaler med banken. Loven er ved at blive ændret i Folketinget, men afventer endelig vedtagelse. Vi håber, at en sådan ændring gør det muligt for banken at få fuld glæde af partnerskabet,' melder kommunikationschefen nådigt.

DBU's formand formodes stadig at være Aalborg-advokaten Jesper Møller, der bl.a. har sæde i UEFA's eksekutivkomité. DBU-formanden har ikke ytret sig i offentligheden de seneste mange uger.

Arbejdernes Landsbank har tilsyneladende indset, at den bør have det skidt med, at VM i Qatar afvikles på gravene af tusinder af importerede slavearbejdere fra bl.a. Bangladesh og Nepal.

Bankens største aktionærer er LO-forbundene 3F, HK, Dansk Metalarbejderforbund, NNF og FOA.

AGF i gigantisk pokal-mareridt

Udlandet måber over Asgreen: En stjerne er født