Storbritannien og Irland ønsker værtskabet for fodbold-EM i 2028 og dropper en plan om at byde på VM i 2030.
Det skriver den engelske avis The Times torsdag.
Storbritannien og Irland har ifølge mediet indset, at det bliver svært at lande VM-slutrunden, hvor flere lande har ytret deres interesse for værtskabet.
Spanien og Portugal har eksempelvis annonceret, at de to lande ønsker at arrangere VM i 2030 sammen.
På baggrund af rådgivning fra højtstående kilder i fodboldmiljøet er vurderingen hos fodboldforbundene i Storbritannien og Irland, at det er for risikabelt at satse på at få VM.
I stedet er fokus nu rettet på EM i 2028, skriver The Times.
Senest til marts skal Storbritannien og Irland formelt aflevere et bud til Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa). Værterne for EM i 2028 og 2032 annonceres dog først til september næste år.
Tyskland er for længst udpeget som vært for den kommende EM-slutrunde, der afholdes i 2024.
I slutningen af 2022 er Qatar vært for VM, og slutrunden i 2026 afholdes af USA, Canada og Mexico i fællesskab.