Medier: Stjerne vil skifte landshold lige før EM

Manchester City-stjerne skifter landshold i jagten på en udtagelse til EM

Aymeric Laporte - nummer to fra venstre - kan megel vel tørne ud for Spanien ved EM. Foto: Carl Recine/Ritzau Scanpix
Aymeric Laporte - nummer to fra venstre - kan megel vel tørne ud for Spanien ved EM. Foto: Carl Recine/Ritzau Scanpix

Bare fordi man spiller for et af verdens bedste hold, er man ikke garanteret en plads på det franske landshold.

Det har Aymeric Laporte måttet sande.

Selvom han har spillet over 100 kampe for den nybagte engelske mester, Manchester City, har han endnu ikke fået debut på det franske landshold. Nu har forsvarsspilleren så igangsat en proces om at skifte landshold fra Frankrig til Spanien.

Det skriver flere medier, heriblandt spanske Marca og franske L’Equipe.

Tre gange har Aymeric Laporte været udtaget for Frankrig, som han også har repræsenteret på diverse ungdomslandshold, men det er end ikke blevet til en indskiftning. Og nu skifter Manchester City-stjernen altså landshold i jagten på en billet til sommerens EM-slutrunde.

Det kan stopperen gøre, i og med at han har dobbelt statsborgerskab. Hans oldeforældre er fra Baskerlandet.

Ifølge Marca har Spaniens landstræner, Luis Enrique, også bedt fodboldforbundet om at se på muligheden for at indkalde Aymeric Laporte. Noget tyder altså på, at han kan komme med til EM for Spanien, såfremt det falder på plads. Det eneste, der mangler, er godkendelsen fra FIFA.

Foruden Laporte vil Spanien også have spillere som Sergio Ramos fra Real Madrid, Eric Garcia fra Manchester City, Pau Torres fra Villarreal og Inigo Martinez fra Athletic Club til rådighed i forsvaret.

Her er Lotto-rækkerne, du IKKE skal spille (+)