Mette F: Kampens resultat var ikke vigtigt

Statsminister Mette Frederiksen sender tanker til Christian Eriksen og hans familie efter dramaet

Mette F: Kampens resultat var ikke vigtigt

Vores udsendte fortæller her, hvordan der var i Parken efter Christian Eriksens kollaps.

'Sjældent har det været så lidt vigtigt, om en fodboldkamp bliver vundet eller tabt.'

Sådan lød det fra statsminister Mette Frederiksen lørdag aften på Facebook oven på en dramatisk landskamp mod Finland.

Kort inden slutningen på første halvleg kollapsede Christian Eriksen og måtte have hjertemassage på banen.

'Et nationalt chok blev vendt til national lettelse,' skrev statsministeren efter kampen på Facebook om de minutter, hele Danmark holdt vejret.

Takker alle
Statsministeren takker i opslaget både samaritterne og DBU's lægeteam, der gav Eriksen førstehjælp, samt det danske og finske landshold. Også de mange fans på stadion, der fra første række kunne følge med i de tragiske scener, fik en tak.

'På hele Danmarks vegne sender jeg de varmeste tanker til Christian Eriksen, hans hustru, børn og nære familie med de bedste ønsker om god bedring. Sjældent har det været så lidt vigtigt, om en fodboldkamp bliver vundet eller tabt,' afslutter Mette Frederiksen.

Ellemann: Ikke til at begribe
Også Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen sendte lørdag aften en hilsen af sted til Eriksen og hans familie:

'Alle gode tanker til Christian Eriksen og hans familie. Det er ikke til at begribe, hvad de går gennem netop nu.'