Mikkel er på alles læber: Kan slå alle rekorder

Prisen på 20-årige Mikkel Damsgaard er steget den seneste uge. Det danske stjerneskud vil gerne blive i Sampdoria, men buddet kan blive så højt, at klubben fra Genova allerede sælger ham denne sommer

Mikkel Damsgaard sendte Parken i ekstase med sin fremragende scoring mod Rusland

Der er ikke noget at sige til, hvis Sampdoria-præsident Massimo Ferrero går rundt med euro-tegn i øjnene i disse dage.

Den 69-årige italienske filmproducer ved om nogen, hvad det betyder, når en ny stjerne bliver født for øjnene af et begejstret publikum.

Det er godt for forretningen, og danske Mikkel Damsgaard kan meget vel blive manden, der skal redde finanserne i klubben fra Genova.

Coronakrisen har ramt særligt mange klubber i Sydeuropa hårdt. Derfor er Mikkel Damsgaards EM-succes mere end kærkommen.

Sampdoria lever i høj grad af at købe unge spillere og sælge dem videre til endnu større klubber med fortjeneste.

Lige nu er der ikke meget aktivitet på transfermarkedet, men Sampdoria har en dansk juvel, som trods krisen utvivlsomt vil friste mange.

Mikkel Damsgaard brugte mange timer i Farum på at træne sit spark fra distancen. Resultatet så hele Danmark mandag aften, mens den russiske målmand så det lidt for sent... Foto: Lars Poulsen
Mikkel Damsgaard brugte mange timer i Farum på at træne sit spark fra distancen. Resultatet så hele Danmark mandag aften, mens den russiske målmand så det lidt for sent... Foto: Lars Poulsen

I sin første sæson i Serie A var 20-årige Mikkel Damsgaard den yngste spiller, der var involveret i minimum seks scoringer.

Han stod selv for to og lagde op til yderligere fire i de 35 kampe, han fik i Serie A.

Mikkel Damsgaard slog sit navn fast i Støvelandet, og han kan blive genstand for en budkrig allerede denne sommer.

Det er, hvad en stor fodboldslutrunde kan.

Talenter folder sig ud for øjnene af en hel fodboldverden, og deres værdi skyder i vejret.

Ifølge den store sportsavis La Gazzetta dello Sport var den tidligere FC Nordsjælland-spiller banens bedste i Parken mandag aften.

Avisen belønner hans indsats med et fornemt ottetal (skalaen går fra et til ti).

La Gazzetta dello Sport konstaterer, at mange snart vil kæmpe om den velsignede Sampdoria-spiller på transfermarkedet.

La Gazzetta dello Sport har Mikkel Damsgaard som kampens spiller
La Gazzetta dello Sport har Mikkel Damsgaard som kampens spiller

Selv har den unge mand fra Jyllinge ikke travlt.

Han er glad for at være i Sampdoria og går ikke med flyttetanker denne sommer. Det er i hvert fald hans plan.

Mikkel Damsgaard vægter spilletid og udvikling højt, og i Sampdoria er han garanteret begge dele.

Spørgsmålet er, hvilke planer klubben fra havnebyen har for den elegante danske offensivspiller.

Kometen fra Jyllinge

Mikkel Krogh Damsgaard

Født: 3. juli 2000

Klub: Sampdoria - kontrakt indtil sommeren 2024

Mikkel Damsgaard jubler over en scoring i Serie A. Foto: Tano Pecoraro/Ritzau Scanpix
Mikkel Damsgaard jubler over en scoring i Serie A. Foto: Tano Pecoraro/Ritzau Scanpix
 

Tidligere klubber: Jyllinge og FC Nordsjælland.

Han skiftede til FC Nordsjælland som U12-spiller og sagde dermed farvel til far som træner.

Han fik førsteholdsdebut som 17-årig - træner var Kasper Hjulmand.

Mikkel Damsgaard nåede at spille 84 Superliga-kampe og score 13 mål, inden han for knap et år siden rejste til Italien.

I den forløbne sæson optrådte han 35 gange i Serie A og lavede to mål.

Mikkel Damsgaard havde et halvt år til at forberede sig på livet i Italien. Det gik blandt andet med at lære italiensk. Foto: Lars Poulsen
Mikkel Damsgaard havde et halvt år til at forberede sig på livet i Italien. Det gik blandt andet med at lære italiensk. Foto: Lars Poulsen

Pris: Sampdoria betalte sidste år ca. 50 mio. kr. til FC Nordsjælland.

Nu koster han i hvert fald det tredobbelte. 

Landshold: 5 A-landskampe og tre mål.

Han har desuden spillet i alt 16 kampe og lavet en enkelt mål for diverse ungdomslandshold.

Kælenavne: 'Dams' og 'Damsinho'.

Premier League-klubberne Tottenham og West Ham har igennem længere tid været sat i forbindelse med det unge danske håb på rygtebørsen.

Mikkel Damsgaards præstationer ved EM kan også være det, der får de helt store Serie A-klubber til at rykke.

Juventus er tidligere blevet nævnt i forbindelse med Mikkel Damsgaard.

'Den gamle dame' fra Torino har det med at forelske sig i unge, spændende mænd fra andre Serie A-klubber.

Sampdoria-præsident Massimo Ferrero har tidligere solgt spillere som Milan Skriniar, Patrik Schick og Joachim Andersen til store klubber for store beløb. Er Damsgaard den næste? Foto: Giogio Perottino/Ritzau Scanpix
Sampdoria-præsident Massimo Ferrero har tidligere solgt spillere som Milan Skriniar, Patrik Schick og Joachim Andersen til store klubber for store beløb. Er Damsgaard den næste? Foto: Giogio Perottino/Ritzau Scanpix

Så selvom Mikkel Damsgaard gerne vil blive, kan han ende i en situation, hvor buddet bliver så højt, at Sampdoria ikke kan sige nej.

Massimo Ferrero har ifølge Sampdoria-siden Club Doria tidligere forlangt over 20 mio. euro (150 mio. kr.) for Damsgaard.

Men det var prisen inden mandag aften. Nu er den en anden.

Sampdoria har de seneste sæsoner solgt flere unge profiler for store summer - deriblandt Joachim Andersen.

Forsvareren blev Danmarks dyreste, da han i sommeren 2019 skiftede fra Sampdoria til Lyon for 225 mio. kr.

Fortsætter Mikkel Damsgaard sit imponerende spil ved EM, kan han meget vel komme til at slå landsholdskammeraten allerede denne sommer.

De dyre danskere

1. Joachim Andersen - 225 mio. kr.
Fra Sampdoria til Lyon i 2019

2. Jannick Vestergaard - 188 mio. kr.
Fra Gladbach til Southampton i 2018

3. Kasper Dolberg - 153 mio. kr.
Fra Ajax til Nice i 2019

4. Thomas Delaney - 150 mio. kr.
Fra Werder Bremen til Dortmund i 2018

5. Christian Eriksen - 145 mio. kr.
Fra Tottenham til Inter i 2020

6. Martin Braithwaite - 135 mio. kr.
Fra Leganés til Barcelona i 2020

7. Pierre Emile Højbjerg - 125 mio. kr.
Fra Southampton til Tottenham i 2020

8. Philip Billing - 124 mio. kr.
Fra Huddersfield til Bournemouth i 2019

9. Pierre Emile Højbjerg - 113 mio. kr.
Fra Bayern München til Southampton i 2016

10. Jannik Vestergaard - 104 mio. kr.
Fra Werder Bremen til Gladbach i 2016