Million-gave til kvinderne fra herrerne

For at hjælpe kvindelandsholdet med at styrke setuppet har herrelandsholdet givet en million fra bonusaftale

Kjær og co. hjælper kvinderne. Foto: Lars Poulsen
Kjær og co. hjælper kvinderne. Foto: Lars Poulsen

Det danske herrelandshold i fodbold har valgt at sende en millioner kroner i retningen af kvindelandsholdet. Pengene stammer fra herrernes Nations League-bonus og skal gå til at styrke det sportslige setup op for kvinderne.

Ifølge herreanfører Simon Kjær er det naturligt at støtte kvinderne, der kæmper for nogle af de forbedringer omkring landsholdet, som herrerne selv tidligere har jagtet. Det gælder eksempelvis bedre rejseforhold og bedre kost.

- Kvinderne og herrerne har samme indstilling til at optimere det sportslige setup, der er et vigtigt fundament for resultater. Vi har selv haft stor fokus på det, så vi er glade for på denne måde at kunne støtte kvindelandsholdet til at opnå de bedst mulige sportslige forhold, siger Simon Kjær.

Anførerkollega Pernille Harder er 'super glad' for den udstrakte økonomiske hånd fra herrerne.

- Vi har store ambitioner på kvindelandsholdet, og vi vil spille med blandt de bedste, og for at det er muligt, kræver det, at vores sportslige setup styrkes. Så det er en fed hjælp fra herrelandsholdet, og samtidig har DBU jo også sagt, at de er klar til at investere i os, siger Pernille Harder.

Hun henviser til, at kvindelandsholdet og Dansk Boldspil-Union 24. juni indgik en ny landsholdsaftale, der løber til 2025.

Uden at der er sat konkrete beløb på, er det en del af aftalen, at kvindernes setup løbende skal forbedres, siger DBU's fodbolddirektør, Peter Møller.

Selv om det egentlig er DBU's opgave at sikre optimale rammer omkring unionens landshold, er han også glad for, at herrelandsholdet viser 'det man vel kan kalde fodboldsind'.

- DBU kommer med langt flere penge til den nye aftale - og det skal vi også, vi skal trække læsset - men det væsentlige er, at herrerne viser, at de er en del af noget større og hjælper til.

- De hjælper også med at donere et stort millionbeløb til bredden, og jeg synes, at herrerne viser en god vej. Det handler ikke om at få, når man spiller på landsholdet, men om at give, siger Peter Møller.

Millionen er ikke øremærket til en specifik opgradering i setuppet omkring kvindelandsholdet. Men man kan eksempelvis bruge pengene på bedre rejsevilkår, en ekstra behandler, en analytiker eller noget fjerde, siger Peter Møller.

Uanset hvad vil kvinderne hurtigt kunne mærke, at de har fået en forbedret aftale, lover han.

- Når kvinderne møder ind til næste samling i september, så vil de kunne se, at setuppet omkring dem er løftet. Og så vil vi efter hver samling finde ud af, hvad vi kan gøre bedre og optimere på inden næste samling.

- Det gjorde vi eksempelvis til Algarve Cup i marts, hvor vi blandt andet havde en analytiker og en kok med, siger Peter Møller.

DBU Pokalen - 2. jul. 2020 - kl. 08:49 Fodboldboss med stor corona-fortrydelse

Ærgerlige AaB-spillere efter pokalfinalen onsdag aften. Foto: Lars Poulsen DBU Pokalen - 2. jul. 2020 - kl. 06:46 Derfor brød AaB-anfører sammen

1 af 2 Kvindelandsholdet har fået en udstrakt økonomisk hånd fra herrerne. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
2 af 2 Kjær og co. hjælper kvinderne. Foto: Lars Poulsen
36 kommentarer
Vis kommentarer