Millionregn over landsholdet

Millionerne vælter ind hos DBU, der har haft indtægter på 156 mio. kr. fra UEFA for den store sportslige succes – DBU og spillerne skal dele overskuddet

Millionregn over landsholdet

Der var fest og glæde i den danske lejr efter pladsen i EM-semifinalen blev sikret. Nu har DBU foreløbig haft indtægter for 156 mio. kr. under EM.

Der er penge i EM-succes. Masser af millioner.

Og selvom semifinalen mod England blev endestationen for de danske helte, så er der god grund til at være en særdeles tilfreds kassemester hos DBU.

For den danske EM-succes får i sandhed pengekassen til at bugne i betonbunkeren hos DBU i Brøndby.

Millionerne er nemlig væltet ind til DBU oven på den imponerende sportslige succes på banen ved EM-slutrunden.

2-1 sejren lørdag over Tjekkiet i Baku udløste alene 37 mio. kr. i bonus for semifinalebilletten til DBU.

Sådan ser man ud, når man lige har indløst billet til EM-semifinalen. Foto: Lars Poulsen.
Sådan ser man ud, når man lige har indløst billet til EM-semifinalen. Foto: Lars Poulsen.

Derved lander DBU på 156 mio. kr. i indtægter fra EM-slutrunden.

Det fordeler sig på følgende måde:

Så meget scorer de på EM-succesen

69 mio. kr. for deltagelse.

11 mio. kr. for sejren over Rusland.

15 mio. kr. for pladsen i 1/8-finalen.

24 mio. kr. for pladsen i kvartfinalen.

37 mio. kr. for pladsen i semifinalen.

Altså samlet 156 mio. kr.

Der var smil og glæde i Baku efter triumfen mod Tjekkiet. Foto: Lars Poulsen.
Der var smil og glæde i Baku efter triumfen mod Tjekkiet. Foto: Lars Poulsen.

Spillerne har passeret to mio. kr.
Joakim Mæhle, Kasper Dolberg, Simon Kjær, Pierre-Emile Højbjerg og de øvrige EM-helte får naturligvis også andel i den store, sportslige succes på grønsværen.

For det er dem, der skaber den. 

Fra starten var spillerne sikret 791.000 kr. for deltagelsen i de tre gruppekampe. Derudover får de 133.067 kr. for hver sejr, de sikrer sig.

Billetten i EM-semifinalen betød, at kasseapparatet stoppede ved 1,62 mio. kr. for pladsen blandt de sidste fire.

Derudover skal lægges tre gange 133.067 kr. for de tre sejre over Rusland, Wales og Tjekkiet. Det giver et samlet beløb til hver spiller på 2,02 mio. kr.

DBU og Spillerforeningen har på forhånd aftalt, at overskuddet skal deles ligeligt mellem parterne, når alle udgifterne i forbindelse med slutrunden er betalt.