Millionregn: Sådan vil Figo tackle Blatter

En stor pose penge til græsrodsfodbold og flere ikke-europæiske slutrundedeltagere er Luis Figos lokkemad i valgkampen mod mægtige Blatter, skriver Ekstra Bladets sportskommentator, Jan Jensen

Luis Figo åbnede sin valgkamp i London, og løfterne var mange. Men er det nok til at vælte magtfulde Blatter? Den 78-årige schweizer har sikret sig massiv opbakning allerede - også uden at have noget egentligt valgprogram. (Video: AP)

Så er kampen om magten i FIFA for alvor indledt. I går trådte portugisiske Luís Figo frem på Wembley i London og lovede guld og grønne skove, hvis han bliver valgt som præsident for FIFA 29. maj i Zürich.

Det gør han nu næppe, for stadig er den siddende præsident, 78-årige Sepp Blatter, storfavorit til at nappe endnu fire år på posten, men nu har Figo i hvert fald udfordret.

Problemet for både Figo og de to øvrige kandidater, hollandske Michael van Praag og FIFA’s nuværende vicepræsident, Prins Ali fra Jordan, er, at Blatter allerede er blevet lovet fuld støtte fra landene i Sydamerika, Asien, Afrika og Oceanien.

Se også: Kommentar: Bayern München har kvajet sig

Det er ikke mindst den alliance, Figo skal forsøge at bryde, og jeg skal da love for, at han lagde spillet højt op, da han i går foreslog at udvide VM-slutrunden fra de nuværende 32 hold til enten 40 eller 48 hold. Europa skal ikke have flere hold med. Udvidelsen skal alene komme landene uden for vores kontinent til gode.

Forbundene og Afrika har længe plæderet for, at Europa fylder for meget ved VM-slutrunderne, så Figos forslag vil bekomme dem vel. Den tidligere stjernespiller i Barcelona, Real Madrid og Inter har dog flere lokkemidler i posen. FIFA har gennem årene opbygget en kæmpe pengetank, og bliver han præsident, vil Figo over de næste fire år bruge 16 milliarder kroner på græsrodsfodbolden over hele verden.

Og der er mere endnu. FIFA’s reservetank bugner også. Mere end ti milliarder kroner er puget sammen. Figo vil dele godt halvdelen ud til de 209 medlemslande.

- Det er deres penge. Ikke FIFA’s forklarede Figo.

Se også: Tysk fodboldboss til Blatter: Drop dit kandidatur

Se også: Tre mand godkendt til at udfordre Blatter

I kolde kontanter drejer det sig om 31 millioner kroner til hvert eneste land. Uanset om det er Tyskland eller De Britiske Jomfruøer. Det er også penge, som vil kunne redde årsregnskabet i DBU og måske sikre roen i dansk fodbold for en stund.

Endnu er det svært at sige, om Figos lokkemad får nogen virkning. Han er om nogen valgkampens store overraskelse. Han er blevet skubbet ind i opgøret af UEFA’s præsident Michel Platini, der gerne ser, at Blatter bliver væltet, men som ikke selv tør tage kampen. Sikkert fordi han har erkendt, at det bliver mere end svært at vælte den gamle schweizer.

Figo har ikke nogen stor stab i ryggen. Han fortalte i går, at han får logistisk støtte fra det portugisiske fodboldforbund, men ellers står han selv for sin kampagne. Han betaler alle udgifter af egen lomme, og selv om han har tjent godt på sit fodboldspil, så er det det for intet at regne mod de penge, som Sepp Blatter råder over i FIFA.

Blatter er upopulær blandt de mennesker, der lever og ånder for fodbolden. Brugerne og spillerne. Han blev buet ud, hver gang han viste sig på et stadion under VM i Brasilien, og det samme gentog sig, da han for nylig overværede finalen ved de afrikanske mesterskaber. Men han støttes af magtmenneskerne. De personer, som har stemmeret 29. maj.

Figo støttes af fodbolden, af folk som Chelseas træner José Mourinho og af sin tidligere holdkammerat fra tiden i Real Madrid David Beckham. Englænderen deltog i december 2010 i sit lands mislykkede forsøg på at skaffe sig VM i 2018. Det gik som bekendt i stedet til Rusland, og afgørelsen, der var omgærdet af korruptionsanklager, efterlod Beckham med en dårlig fornemmelse og en overbevisning om, at der var noget helt galt med systemet.

Se også: Figo vil være FIFA-præsident - støttes af DBU

Og systemet er stadig sygt. Blatter har ladet korruptionssag på korruptionssag glide igennem FIFA, uden at han for alvor har ryddet op. Verdensfodbolden er martret af disse sager, som alt for længe har overskygget spillet på banen. Der bliver diskuteret svindel og korruption i stedet for tiltag, der kan forbedre og udvikle spillet.

I går forsøgte Figo at introducere en række forslag til regelændringer. For eksempel skal det være slut med at smide målmanden ud, hvis han begår straffespark. Denne tredobbelte straf skal fjernes, og det lyder ganske fornuftigt. Han vil også ændre offside-reglen, så en spiller igen er offside, uanset om han har indflydelse på spillet eller ej.

Men det fodboldfaglige druknede i snakken om millioner og flere VM-pladser. Hvis Blatter skal væltes, skal det være på netop disse områder, men indtil videre har den siddende præsident været tavs om sit valgprogram. Han sidder i baghånd, og desværre ser det også ud til, at han sidder med trumferne.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere