Der var helt stille forud for kvindelandsholdets træningspas mandag.
Før træningen holdt landsholdet nemlig et minuts stilhed for ofrene, der mistede livet efter skudepisoden, der fandt sted søndag aften i Field's.
'Et minuts stilhed for ofrene ved søndagens skudepisode.'
'Før den første EM-træning i London samledes vi på træningsbanen for at mindes og æres ofrene for søndagens frygtelige hændelser i København.'
'Vi står sammen med Danmark, selv når vi er langt hjemmefra.'
Aflyste pressemøde
Efter et par fridage i familiens skød ventede også det første møde med pressen og et kvarters åben træning på Kingsmeadow-anlægget, hvor Pernille Harder og Chelseas Women's Super League-hold normalt har hjemme i det sydvestlige London.
Men godt seks timer inden besluttede DBU at aflyse alle planlagte presseaktiviteter, ligesom træningen foregik for helt lukkede døre. Ganske enkelt fordi man ikke fandt det passende at tale om fodbold godt og vel 24 timer efter skyderiet i Field's på Amager, hvor tre personer blev dræbt søndag eftermiddag.
Kvindelandsholdet er langt fra de eneste, der har sendt deres tanker til ofrene og de pårørende.
Flere danske sportsstjerner heriblandt Holger Rune, Viktor Axelsen samt mange af landsholdsspillerne fra herrelandsholdet har ligeledes vist deres sympati på sociale medier.
Landsholdstjernerne: - Svært at finde ord
Danske stjerner i sorg: - Forfærdeligt at vågne op til
Kvindernes EM-slutrunde løber af stablen onsdag den 6. juli, men de danske kvinder skal først i aktion fredag den 8. juli, når de skal møde Tyskland.