PRAG (Ekstra Bladet): Testlandskampen mod Tjekkiet har svært ved at tænde fodbold-Danmark.
En kamp, hvor seks stamspillere ikke er med, fordi de er rejst hjem med småskader. Derfor er Åge Hareide tvunget til at stille med et stærkt amputeret reservemandskab.
Til gengæld tændte landstræner Åge Hareide fuldstændig af i et overraskende og uventet angreb på den danske sportspresse forud for testkampen tirsdag mod Tjekkiet.
Åge Hareide føler sig misforstået af medierne. Søndag udtalte nordmanden til den samlede skrevne presse i Prag fra Ekstra Bladet, BT, Jyllands-Posten og Ritzau, at han helst havde set, at kampen mod Tjekkiet ikke blev spillet.
Du kan læse Hareides præcise formuleringer nederst i artiklen.
Det sagde landstræneren fuldstændig uopfordret. Men mandag på pressemødet var landstræneren på et stort tilbagetog, da han som den første fik ordet og blev bedt om at komme med betragtninger om tirsdagens landskamp. Det kom der ikke. Til gengæld havde Åge Hareide et udfald mod den danske presse.
En ugunstig dato
- Jeg har bare nogle betragtninger om pressen. Fordi jeg vil præcisere en ting. Det kommer frem i pressen, at jeg var modstander af at spille mod Tjekkiet. Det er jeg ikke, siger Åge Hareide og uddyber:
- Det var en refleksion, fordi vi blev enige om i sommer, at vi skulle spille denne kamp, fordi vi har behov for en udekamp før mødet med Rumænien. Tidligere havde vi datoer, så vi kunne spille træningskampe på andre tider, men det har vi ikke længere
- Jeg sagde, at det var en ugunstig dato, da spillerne har haft meget pres på sig. Jeg sagde ikke, at vi ikke ville spille kampen, og jeg er slet ikke modstander af kampen. Jeg ønsker denne kamp, siger en ophidset Åge Hareide.
Undervejs i sit verbale angreb på sportspressen hævede landstræneren stemmen og talte i et endnu højere toneleje.
- Jeg håber, at det kommer rigtigt frem, så det ikke bare er en overskrift og eventuelle refleksioner i en artikel længere nede. Det samme gælder spillere og skadede spillere. Jeg er vældig forbavset over, at det fremstilles som om spillerne ikke vil spille, når de i marts spillede to kampe mod Island og Skotland, i sommer rejste hele vejen til Japan, efter at have spillet en lang sæson.
'Alle vil spille for Danmark'
- De vil absolut være med her mod Tjekkiet. Men vi har skader, og det må man respektere. Vi har et ansvar for spillerne, og pressen har ansvar for at skrive det korrekt og ikke spekulere i at folk ikke vil spille.
- Og jeg er slet ikke blevet presset af FCK eller Tottenham i forhold til spillere, jeg har ikke talt med Tottenham, jeg talte med Ståle, men det handler om pleje af hans spillere, som har problemer. Det er vigtigt at få frem. Jeg er forbandet over, at pressen lige pludselig kan skrive, hvad den vil. Nu har jeg sagt det, så alle sikkert forstår det. Og ingen af vores spillere, som er med hernede har protesteret over at spille denne kamp. Alle vil spille for Danmark. Det har de været rigtigt dygtige til hele vejen, faktisk, siger en ophidset landstræner.
Det voldsomme angreb fra Åge Hareide tog ét minut og 49 sekunder.
Siden blev Hareide bedt om en status på spillertruppen, hvorefter han svarede: Det ved jeg ikke.
Landstræneren tøede dog en smule op efter sit udfald og forklarede, at Riza Durmisi har rejst sig fra sygesengen og Thomas Delaney træner med i den afsluttende træning.
Men nordmanden endte aldrig med et smil eller en frisk bemærkning. Han kiggede ofte ned i bordet, drak af sin vandflaske og virkede meget oprevet over den fremstilling, som der har været af situationen i de danske medier.
- - - -
TV-direktør undrer sig over Hareide
PRAG (Ekstra Bladet): Anders Bay, sportschef hos Discovery Networks, undrer sig lidt over den melding, som Åge Hareide er kommet med i forhold til testlandskampen mod Tjekkiet.
Landstræneren sagde søndag til den skrevne presse, at han helst så kampen slet ikke blev spillet.
- Har I henvendt jer til DBU på baggrund af Åge Hareides udtalelse til medierne om landskampen mod Tjekkiet?
- Vi har normalt en fin dialog med DBU, om hvad der er vigtigt, siger han til Ekstra Bladet.
Sportshefen, der er rejst til Prag for at se landskampen, er lidt overrasket over landstrænerens melding, som han nu trækker i land.
- Man kan stilfærdigt undre sig over, at en ny landstræner hellere vil være fri for muligheden for at spille holdet yderligere sammen med henblik på VM-kvalifikationen, som jo ikke er kommet helt lydefrit fra start, siger Anders Bay til Ekstra Bladet.
Han uddyber:
- Jeg undrer mig - stadig stilfærdigt - over, at landstræneren ikke glæder sig til en landskamp, som vi og vores folk i hvert fald glæder os meget til. Og så undrer jeg mig over denne solomarkering fra landstræneren og spørger, om den mon er afstemt med Hareides arbejdsgiver, DBU, pointerer Anders Bay, der ikke har yderligere kommentarer til sagen.
Kanal 5 har rettighederne til landskampene. Discovery købte i sommer rettighederne i kval-kampene frem til 2022.
Derudover køber Discovery også testkampene.
Kanal 5 viser landskampen mod Tjekkiet tirsdag aften.