Morten Olsen: Vi vinder næppe EM igen

Den danske landstræner tvivler på, at EM-guldet vender tilbage til Danmark

(Foto: POLFOTO)
(Foto: POLFOTO)

Da de danske EM-drenge i sommeren 1992 tog en hel fodboldverden med storm, sad holdets tidligere mangeårige anfører Morten Olsen og noterede for sig selv, at han var vidne til den største præstation i dansk fodbolds historie.

Morten Olsen havde ellers selv som aktiv været en del af det bedst spillende danske landshold nogen sinde. Olsen-Banden, som holdet blev kaldt, havde henrykket hele nationen ved EM i Frankrig i 1984 og ikke mindst ved VM i Mexico to år senere, hvor holdet af den internationale presse blev kaldt for Nordens brasilianere.

Desværre vandt holdet ingenting ud over de mange fodboldhjerter. Et brændt straffespark af Preben Elkjær i semifinalen i Frankrig kostede en plads i finalen, og i Mexico gik det galt imod Spanien i 1/8-finalen, da Jesper Olsen lavede en djævelsk dårlig tilbagelægning, som satte modstanderne i gang.

Glade danske spillere står med pokalen efter 2-0 sejren over Tyskland til EM i Sverige i 1992. (Foto: Kim Agersten) Tæt på EM-heltene fra 92: Her er de i dag

Det kan endnu ærgre Morten Olsen, som til gengæld stadig glæder sig over guldet i 1992.

På det tidspunkt var han netop blevet fyret som træner i Brøndby, hvor han havde haft ansvaret for næsten halvdelen af gulddrengene fra Sverige. En garanti for, at de var i god form.

Pokkers svært
I dag er han på 15. år dansk landstræner og stadig med en drøm om at gentage triumfen fra 92. Det skal så i givet fald ske ved EM-slutrunden næste år i Frankrig.

– På den ene side må jeg nok erkende, at det, der skete i Sverige, næppe kan gentage sig. Men omvendt er det jo fodbold, og vi ser, at mange ting stadig kan lade sig gøre. For eksempel vandt Grækenland, som også er et lille land, EM i 2004 i Portugal.

– Men det bliver svært. I Sverige var der otte hold med til slutrunden. I Frankrig næste år er der 24, og der er ikke længere nogen lette kampe. Der er således lang vej til finalen. Desuden er alle hold blevet gode til at forsvare, og derfor er det også pokkers svært blot at kvalificere sig til en slutrunde.

– I øvrigt er det sjovt at bemærke, hvor meget spillet har ændret sig siden 1992. Dengang måtte målmanden samle tilbagelægninger op med hænderne. Jeg tror, Peter Schmeichel gjorde det 50 gange i finalen. I dag er det forbudt. Dengang var der også kun en bold til kampene. I dag bliver der straks kastet en ny på banen, hvis en bold er sendt langt op på tribunen.

– De to ting betyder færre og kortere pauser, og dermed er spillet blevet langt hurtigere, siger Morten Olsen.

Målet til 7-6 udløste nærmest ubeskrivelige jubelscener på stadion, hvor 8-10.000 danskere blandt de godt 37.000 tilskuere i realiteten havde forvandlet anlægget til en hjemmebane for de rød-hvide. (Foto: POLFOTO) Tæt på EM-helten der gik under jorden

Han er ved at forberede sig til den vigtige og udsolgte EM-kvalifikationskamp mod Albanien i Parken 4. september. En sejr her vil bringe os et vigtigt skridt videre mod slutrunden i Frankrig næste sommer. 24 år efter miraklet i Sverige.

63 kommentarer
Vis kommentarer