Et målmandskoks af de helt store kostede sejren for storfavoritterne Elfenbenskysten i de døende minutter af opgøret mod undertippede Sierra Leone ved Africa Cup of Nations.
Balladen meldte sig, da forsvarsspilleren Odilon Kossounou fik headet en drilsk bold tilbage til Badra Ali Sangaré, der gjorde alt, hvad han kunne for ikke at give et hjørnespark væk.
Og mens det i den grad lykkedes for ham, så fik keeperen på klodset vis sat sig fuldstændig ud af spillet og serverede bolden på et sølvfad for Randers' Alhaji Kamara, der kunne sende bolden ind i det tomme mål.
Se klippet øverst.
Aktionen kan bedst beskrives som et forsøg på at slå kolbøtte med bold i hænderne og kan ses i videoen øverst i artiklen.
Det var ikke kun stoltheden, der blev såret for den stakkels keeper. Han blev efterfølgende båret fra banen og blev afløst af højrebacken Serge Aurier, da Elfenbenskysten var løbet tør for udskiftninger.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Den tidligere Tottenham-spiller slap for at samle nogen bolde ud af nettet, og kampen sluttede 2-2.
Koks i begge ender
Sangaré var dog ikke alene om at gøre sig uheldigt bemærket i den målrige kamp. Mellem stængerne hos Sierra Leone havde Mohamed Kamara fået en god start på kampen, da han pillede Franck Kessies straffespark efter 12 minutters spil.
Han havde derfor en i banken, da han 10 minutter senere valgte at stille sig ved stolpen og appellere for offside på Ajax-stjernen Sebastien Hallér, der kvitterede ved at score kampens første mål ved modsatte stolpe af den forvirrede målmand.
Målmændene stjal fokus i denne kamp, men der har været flere kuriøse optrin ved Africa Cup of Nations. De er primært kommet i optrin med dommere, der har haft bøvl med at uddele kort eller få fløjtet kampen af på det rette tidspunkt.