Nent-sportschef ærgrer sig: Gik for tæt på

Kim Mikkelsen forklarer, at man lænede sig op af Uefa-billeder, som han mener gik for tæt på Eriksen-kollaps

'Der har været mange tårer herinde', lød det bl.a. fra rystede Camilla Martin og Jesper Grønkjær, da de var undervejs i kanalens dækning var igennem fra Parken.

Det var voldsomme billeder, der lørdag aften blev bragt af den danske landsholdsstjerne Christian Eriksen, som kollapsede i EM-kampen mod Finland og modtog hjertemassage på grønsværen i Parken.

Nogle tv-stationer fortsatte med at vise billeder fra stedet, hvor Eriksen modtog livreddende hjertebehandling omkranset af sine holdkammerater.

Mens DR hurtigt skiftede til neutrale helikopterbilleder, fortsatte Viaplay med at vise billeder fra banen.

Det sidste har medført hård kritik på sociale medier.

I et længere indlæg på Twitter forklarer Kim Mikkelsen, som er sportschef i Nent Group, der står bag Viaplay, at man lænede sig op af de billeder, som Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) producerer og broadcaster.

Mikkelsen forklarer, at man betragter Uefas såkaldte worldfeed som et 'safe haven' - altså billeder man føler, man kan læne sig trygt op ad.

- Vi synes, at Uefa lavede et worldfeed, som i nogle situationer gik for tæt på. Og da vi var på worldfeedet, kom de situationer ud på Viaplay. Set i bakspejlet ville vi gerne have undgået dette, skriver Kim Mikkelsen.

- Men jeg vil ikke på nogen måde anklage mine kolleger for at have fejlet. De sad i en tilspidset situation og havde nogle forventninger til et worldfeed, som desværre ikke blev indfriet.

Han understreger, at Viaplay på ingen måde havde til hensigt at svælge i Eriksens ulykke.

- Derfor har vi eksempelvis heller ikke bragt billeder af situationen på vores website. Vi har ikke brugt billeder af situationen i vores efterbehandling af kampen på tv, skriver Mikkelsen.

Han tilføjer, at sekvenserne af situationen nu er fjernet, så de ikke længere kan genses på Viaplay.

BBC har ifølge flere britiske medier undskyldt for at vise de samme billeder fra Uefa.

- Vi undskylder over for alle, der er blevet stødt af de billeder, vi har sendt. Billederne fra stadion er kontrolleret af Uefa som hostbroadcaster, og så snart kampen blev suspenderet, tog vi billederne af skærmen så hurtigt som muligt, lyder et statement fra BBC.

Eriksen kom til bevidsthed, inden han blev bragt til Rigshospitalet. Han var i kontakt med sine holdkammerater, der siden valgte at spille kampen til ende efter en længere pause. Finland vandt kampen 1-0.