Nigeria vil kapre danske Philip

Bournemouth-dansker Philip Billing har fortsat sin landsholdsdebut for Danmark til gode. Det har Nigeria forsøgt at slå kapital af

Philip Billing jagter bolden i Premier League med Wolves' Ruben Neves. Foto: Catherine Ivill/Reuters/Ritzau Scanpix
Philip Billing jagter bolden i Premier League med Wolves' Ruben Neves. Foto: Catherine Ivill/Reuters/Ritzau Scanpix

2. division er tilbage, og som specielt tilbud kan du nu se slutspillet gratis. Følg dit hjerte, følg din klub og få adgang her

Er du allerede PLUS-kunde, ser du kampene her

Midtbanespiller Philip Billing har tidligere gjort det klart, at det er det danske landshold, han ønsker at spille for, men Åge Hareide gav aldrig Billing debut i rødt og hvidt, og derfor er han ikke låst til Danmark. Det har Nigeria forsøgt at udnytte og har igen henvendt sig til Philip Billing.

Det fortæller den 24-årige dansker i et stort interview med Tipsbladet fredag.

Det var landstræner Gernot Rohr, der telefonerede Billing og forsøgte at smigre danskeren, og så begyndte det også at ramme de sociale medier, at Billing var blevet forsøgt overtalt.

- Jeg fik en masse beskeder om, at jeg bare udnyttede Nigeria for at få en bedre chance for at komme på det danske landshold. Jeg havde en god snak med Gernot Rohr, og jeg fortalte ham, at jeg føler mig dansk og gerne vil spille for Danmark.

- Det betyder jo ikke, at jeg ikke er stolt over at være halvt nigeriansk gennem min far.

Drømmer om at spille for Danmark
- Da jeg var mindre, heppede jeg altid på Danmark og Nigeria. Men det er Danmark, jeg drømmer om at spille for. Det er min store drøm, og jeg ser mig selv som 100 procent dansk, for jeg er jo opvokset her. Jeg har spillet på U21-landsholdet, og det er min drøm at spille i et fyldt Parken for Danmark, siger Philip Billing til Tipsbladet.

Midtbanespilleren ser frem til at arbejde med den nye landstræner, som han allerede har været i kontakt med.

- Jeg har talt med ham. Jeg tror faktisk, han har talt med alle, der er omkring landsholdet, for lige at sige hej og høre, hvordan det går. Vi talte bare kort sammen, men jeg kunne tydeligt mærke, at han ser frem til at være landstræner, og jeg fortalte, at jeg ser frem til at se, hvad der sker, siger Philip Billing.

Landsholdsdelen er bare en lille bid af det store interview med Philip Billing, du altså finder i Tipsbladet fredag. I interviewet fortæller han også om at opleve racisme, og hvorfor det som atlet er vigtigt at tale om problemet i stedet for kun at holde sig til sport.

Tipsbladet ligger som indstik i Ekstra Bladet hver fredag.

1 kommentar
Vis kommentarer