Norsk succestræner: Dansk landstrænerjob er fristende

Malmö FF’s træner Åge Hareide har ikke været i kontakt med DBU, men siger til Ekstra Bladet, at det ville være en ære at træne et landshold

Åge Hareide har stor succes i Malmö FF, men har endnu ikke afgjort, om han fortsætter i den svenske klub, der senere på efteråret spiller Champions League (Foto: Jonas Olufson)
Åge Hareide har stor succes i Malmö FF, men har endnu ikke afgjort, om han fortsætter i den svenske klub, der senere på efteråret spiller Champions League (Foto: Jonas Olufson)

MALMØ (Ekstra Bladet): På sidelinjen siger de nej og ryster synkront på hovederne...

Malmø-tilhængerne, der følger de svenske mestres træning tirsdag formiddag, har bestemt ikke lyst til at miste deres succestræner.

Åge Hareide har to sæsoner i træk sikret guld og nærmest sensationelt ført Malmö FF i Champions League. Og nøjagtig som med klubbens spillere har det gjort den 61-årige nordmand til en ombejlet herre.

DBU er som bekendt på jagt efter Morten Olsens afløser, og vil Michael Laudrup ikke have jobbet, kunne fodboldunionens direktør Claus Bretton-Meyer gøre mange dummere ting end at tage et smut over Sundet og tale med Åge Hareide.

Det er ikke sket, siger Hareide til Ekstra Bladet, men et eventuelt rød-hvidt tilbud ville være fristende for den karismatiske nordmand.

- Ja, det ville det være, hvis jeg skulle blive spurgt. Det er altid en ære at træne et landshold. Du har de bedste spillere i et land at vælge imellem, og det er fantastisk.

- Det er meget, meget interessant, men foreløbig vil jeg koncentrere mig om mit job her i Malmø, siger Åge Hareide, der er blevet mester i Sverige, Danmark og Norge og desuden har erfaring som landstræner for sit hjemland fra 2004 til 2008.

Se også: Midt i dansk fiasko: Drama og bortvisning på tribunen

Han kan sige sin aftale med skåningerne op med et halvt års varsel, og hædersmanden Hareide har under alle omstændigheder tænkt sig at overholde sin aftale.

Om hans fremtid ligger som træner i Malmö FF, som klubtræner et andet sted eller som landstræner har han endnu ikke afgjort.

Den beslutning træffer han først, når den svenske sæson er færdigspillet og sidste Champions League-kamp mod Real Madrid fløjtet af i starten af december:

- Jeg har ikke tænkt så meget over det. Der vil altid være rygter og spekulationer, men jeg har ikke talt med nogen. Jeg har haft fuld fokus på mit arbejde i Malmø, og jeg trives.

- Og uanset hvad tager jeg ikke en beslutning, før vi er færdige med sæsonen den 8. december.

Se også: Lykkelig Zlatan: Synd hele Malmö ikke kan opleve det

Malmö FF’s sportschef Daniel Andersson håber, at han kan overtale nordmanden til at tage en sæson mere på Swedbank Stadion, men er afklaret med, at han risikerer at miste sin træner.

- Med vores succes er både han og spillerne blevet attraktive, og det må vi håndtere.

- Vi håber naturligvis, at han bliver her så længe som muligt, men vi forstår også processen, siger Andersson til Ekstra Bladet.

Åge Hareide er under alle omstændigheder fuldt opdateret omkring problemerne hos det hold, som han muligvis får mulighed for at overtage. Han så begge 0-0-opgørene mod Albanien og Armenien.

- Det kan også være svært at være landstræner. Du har mange gode spillere, men de skal også fungere sammen.

- Danmark slider lidt med det i øjeblikket og rammer ikke rigtig hinanden, siger Hareide, der håber, at Danmark finder formlen og kvalificerer sig til EM i Frankrig næste sommer.

- Det håber jeg for alle de nordiske lande. Det ville være fantastisk at få Island, Sverige, Norge og Danmark med.

Det er DBU's målsætning, at den nye landstræner er på plads inden årsskiftet.

24 kommentarer
Vis kommentarer