Nu kommer 10.000 billetter til salg

Lørdag klokken 9 bliver de resterende billetter til Danmark-Rusland sat til salg

De ekstra mange tilskuere til kampen mod Belgien skabte en imponerende ramme i Parken. Til kampen mod Rusland lukkes samme antal - 25.000 - ind, og nu kommer de resterende billetter til salg.

Danskere uden billet til skæbnekampen mod Rusland skal krydse fingre lørdag klokken 9, hvor de sidste billetter kommer til salg.

Det oplyser DBU's fanservice på Facebook.

Der forventes at komme 10.000-12.000 billetter til salg, men de personer, der tidligere har fået annulleret billetter til kampen, har forkøbsret, lyder det.

- UEFA oplyser, at de går i salg med ekstra billetter til Ruslands-kampen i morgen (lørdag, red.). De melder at salget starter efter kl. 09.00. Alle der bliver tilbudt billetter, får en mail direkte fra UEFA, skriver DBU.

Ifølge DBU burde der være billetter til alle, der tidligere havde billet til kampen. Det høje antal skyldes blandt andet, at Rusland har returneret en del billetter.

Desuden har DBU skaffet et ukendt antal billetter, som man vil fordele blandt fanklubbens medlemmer via loyalitetsprogrammet.

Det er endnu uvist, om det vil være muligt at købe billetter til kampen, hvis man ikke tidligere har haft billet eller er en del af loyalitetsprogrammet.

Ligesom til kampen mod Belgien forventes der 25.000 tilskuere i Parken mandag aften.