Nu koster han 300 mio. kr.

Der var interesse for Joakim Mæhle i sommerens transfervindue, men hans markedsværdi gør, at det højst er 10-12 klubber, der kan købe ham i fremtiden

Nu koster han 300 mio. kr.

Mæhle vil tage endnu et skridt op: - Håber ikke, at vi har set det bedste fra min side endnu, fortæller han her.

Joakim Mæhle er nok det bedste eksempel på, hvad momentum kan betyde for en fodboldspiller.

For det er faktisk lidt under ét år siden han efter 4-0 sejren over Færøerne i Herning stillede op og talte rent ud af posen, hvor skuffet han var over sin daværende arbejdsgiver, Genk. De havde i sommervinduet blokeret for et skifte til Marseille.

I dag kan han tillade sig at smile og være glad for det skifte røg i vasken.

Joakim Mæhle og Kasper Hjulmand jubler under EM, hvor backen fik sit internationale gennembrud. Foto: Lars Poulsen.
Joakim Mæhle og Kasper Hjulmand jubler under EM, hvor backen fik sit internationale gennembrud. Foto: Lars Poulsen.

For i stedet for at skifte til en klub fra sub-toppen i Frankrig, gik han til en klub, der igen spiller Champions League.

Prisskiltet for Mæhle var svimlende 12 mio. euro (90 mio. kr.) i januar, da han skiftede til Atalanta.

Og til trods for backen blev handlet for den relativt høje pris, så er hans værdi i dag nærmest eksploderet.

Ekstra Bladet har talt med flere i agentmiljøet, der samstemmende slår fast, at Joakim Mæhle, efter han har brændt banerne af under EM i København, Amsterdam, Baku og London, nu har mere end tredoblet sin værdi.

Der tales nu om en pris i niveauet 40 mio. euro (300 mio. kr.) for den alsidige back, der spiller til højre på klubholdet, men primært optræder til venstre på landsholdet.

Det betyder samtidig, at han er kommet på en hylde, hvor kun 10-12 klubber i Europa økonomisk har mulighed for at købe ham.

De italienske mestre fra Inter søgte i sommer en højre back, men Mæhles prisskilt gjorde, at Inter, der i forvejen var ude i en stor spareøvelse, slet ikke havde nogen chance for at tilnærme sig den attraktive dansker.

Joakim Mæhle kom på banen efter pausen mod Færøerne. Det var dog ikke den dynamiske backs bedste landskamp. Siden debuten for ét år siden har han spillet 18 landskampe og kun gået glip af tre. Foto: Lars Poulsen.
Joakim Mæhle kom på banen efter pausen mod Færøerne. Det var dog ikke den dynamiske backs bedste landskamp. Siden debuten for ét år siden har han spillet 18 landskampe og kun gået glip af tre. Foto: Lars Poulsen.

Har kun glippet tre kampe
Det er gået ufattelig stærkt for Mæhle, når man tænker på den kort tid, han har haft i overhalingsbanen.

For spol lige tiden ét år tilbage. 5. september 2020 debuterede han mod Belgien i det, der også var Kasper Hjulmands første landskamp som landstræner.

Siden har Mæhle ikke set sig tilbage. Han er det mest naturlige på holdkortet, når landstræneren skal udtage de 11 bedste.

På ét år har Mæhle allerede spillet 18 landskampe, scoret fem mål, hvilket er ganske uhørt for en back.

Han er således kun gået glip af tre landskampe siden debuten 5. september sidste år mod Belgien.