Ny konflikt truer kvindelandsholdet: Forhandlinger er brudt sammen

Forhandlinger om arbejdsvilkår for kvindelandsholdet og herrernes U21-landshold er brudt sammen

Kvindelandsholdets VM-kvalifikation er i fare efter sammenbruddet i forhandlingerne (Foto: Tariq Mikkel Khan)
Kvindelandsholdets VM-kvalifikation er i fare efter sammenbruddet i forhandlingerne (Foto: Tariq Mikkel Khan)

DBU er således havnet i endnu en konflikt med Spillerforeningen, og denne gang er det kvindelandsholdet og herrernes U21-landshold, der er centrum for konflikten.

DBU oplyser på deres hjemmeside, at forhandingerne om den nye landsholdsaftale for de to hold er brudt sammen. Spillerforeningen har desuden afvist at forlænge de nuværende aftaler, der udløber ved midnat.

Det ærgrer DBU's kommunikationschef, Jakob Høyer, der sender en stikpille i retning mod Spillerforeningen.

- Gode og klare vilkår er en fundamental del af arbejdet med de danske fodboldlandshold og vores arbejde med at sikre fokus på de sportslige forberedelser. Derfor er det vigtigt at få nye aftaler på plads snarest. Vi har fortsat fokus på at skabe løsninger, der kan sikre gode rammer for landsholdsspillerne – både på kvindelandsholdet og øvrige landshold, og vi har ingen ultimative krav. Vi oplever, at Spillerforeningen stiller både ultimative og urealistiske krav og dernæst ikke ønsker at forhandle om dem, siger Jakob Høyer til DBU's hjemmeside.

Skal betragtes som lønmodtagere
DBU oplyser, at Spillerforeningen har stillet et ultimativt krav om, at spillerne på kvindelandsholdet og herrernes U21-landshold skal betragtes som lønmodtagere, og at DBU skal være arbejdsgiver for danske landsholdsspillere.

Det ultimatum vil DBU ikke acceptere.

- Landsholdsspillere er ansat i klubberne og kun der. Det gælder både i fodbold og i andre idrætsgrene. Vi har tilbudt nye gode vilkår – med enkelte forbedringer – og mener, at det vil være gode rammer for spillernes præstationer på landsholdene,” siger han.

Den nuværende aftale udløber i nat, og et sammenbrud i forhandlingerne bringer dermed kampe for kvindelandsholdet og herrernes U21-landshold i den nærmeste fremtid i fare. Ikke mindst kvindelandsholdets VM-kvalifikation, der starter om godt og vel tre uger.

I 2015 blev herrelandsholdets overenskomst forhandlet på plads, men det var også efter langvarige forhandlinger, hvor der blev truet med strejke, fordi DBU og Spillerforeningen slet ikke kunne finde fælles fodslag. Flere af herrerlandsholdets spillere har for nyligt udtrykt støtte til kvinderne og de unge landsholdspillere i forhandlingerne.

Næste år udløber aftalen mellem DBU og Spillerforeningen omkring herrelandsholdet, så der skal man igen til forhandlingsbordet.

Ritzau har forsøgt at få fat i Spillerforeningen for en kommentar, men det er foreløbig ikke lykkedes.

Farvel og tak til Nils Nielsen. Foto: Tariq Mikkel Khan Landsholdsfodbold Landstræner om brat stop: Det var en nem beslutning
Kvinderne måtte 'nøjes' med hyldest på trappen foran Københavns Rådhus. Balkonen er forbeholdt guldvindere (Foto: Jonas Olufson) Landsholdsfodbold Derfor fik EM-heltene ingen balkontur