Ny stor kontrakt på vej: Jeg er det rigtige sted

- Det ser godt ud i forhold til en ny kontrakt, siger Andreas Christensen, der tirsdag runder landskamp nummer 50

Andreas Christensen føler ikke behov for at skifte klub. Han er det rigtige sted hos Champions League og Super Cup-vinderne. Foto: Lars Poulsen.
Andreas Christensen føler ikke behov for at skifte klub. Han er det rigtige sted hos Champions League og Super Cup-vinderne. Foto: Lars Poulsen.

Han sidder med trumferne, men har tilsyneladende ikke tænkt sig at bruge dem i forhold til at prøve en ny udfordring.

For hvem ønsker i grunden også at skifte klub, når man som Andreas Christensen befinder sig hos de forsvarende Champions League- og Super Cup-vindere.

Kontrakten udløber om ti måneder, men der kommer formentlig ikke til at gå særlig lang tid, før den 25-årige stjerne underskriver endnu en forlængelse med den klub, han har været i siden 2013.

- Jeg ved, at der bliver talt en hel masse lige nu. Jeg kan ikke sige for meget, men jeg synes det ser godt ud, siger Andreas Christensen søndag i landsholdslejren i Helsingør.

Ny stor kontrakt på vej: Jeg er det rigtige sted

Mellemfornøjet Andreas Christensen efter 1-0 mod Færøerne: Frustrerende aften – men jeg er lettet

- Vi har vundet Champions League og Super Cupen. Jeg er meget glad for at være i klubben og føler, Chelsea er det rigtigste sted at være i England, forklarer han.

En kontraktforlængelse kan således være undervejs meget snart for forsvarsspilleren, der har spillet alle tre kampe hidtil i Premier League.

- Jeg ved, Thomas Tuchel tror på mig. Jeg har også spillet en stor rolle, siden han kom, påpeger han.

Andreas Christensen har scoret to mål på landsholdet. Det har i begge tilfælde været i betydende kampe. Han udlignede til 1-1 mod Irland i 2017. Og så scorede han mod Rusland ved EM. Foto: Lars Poulsen.
Andreas Christensen har scoret to mål på landsholdet. Det har i begge tilfælde været i betydende kampe. Han udlignede til 1-1 mod Irland i 2017. Og så scorede han mod Rusland ved EM. Foto: Lars Poulsen.

Var langt ude i kulden
Men man skal under ét år tilbage for at se, hvor kompleks fodboldverdenen kan være.

Inden Frank Lampard blev sparket ud, var Andreas Christensen langt ude i Chelsea-kulden. Det lignede et klubskifte.

- Jeg havde en meget svær periode under Lampard, kort før han blev fyret. Nu går det heldigvis den rigtige vej for mig. Men ja, tingene kan gå hurtigt i den her verden.

- Det vigtigste er bare, at jeg på intet tidspunkt har givet op, siger han.

Andreas Christensen runder landskamp nummer 50 mod Israel. Foto: Lars Poulsen.
Andreas Christensen runder landskamp nummer 50 mod Israel. Foto: Lars Poulsen.

Runder 50 kampe
Tirsdag runder han – i øvrigt sammen med Pierre Emile Højbjerg - landskamp nummer 50, når Danmark møder Israel i Parken.

- Det er nok gået lidt hurtigere end jeg havde forventet. Omvendt så glippede jeg nogle kampe under Hareide, så jeg kunne faktisk have nået det tidligere, siger Andreas Christensen.

Han fik debut for lidt mere end seks år siden, da han blev skiftet ind i en testkamp mod Montenegro i Viborg.

Siden har han udviklet sig til en hjørnesten i det danske forsvar som fast makker med Simon Kjær.

Og de har i sandhed stor andel i, at Danmark efter fem VM-kval-kampe stadig ikke har lukket et mål ind.

- Vi har en stærk defensiv, som jeg synes vi har udviklet de senere år. Vi har fået mange flere strenge at spille på, siger Andreas Christensen.